Kaare Dybvad Bek tager opgør med 89erne: Den tid, da alt var frit og grænseløst, er forbi – »man må heller ikke gå rundt med bar røv ude på gaden«

Vi skal møde hinanden på tværs af sociale og etniske skel i Danmark. Det skal sikre sammenhængen og vores enhed som folk, mener regeringen, der er i gang med at reformere – eller ommøblere danskerne – med en ny model for elevfordeling i gymnasier, udflytning af statslige job og universitetsuddannelser samt nedrivning af boligblokke.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek er af statsministeren sat til at sikre sammenhængen i Danmark. Thomas Lekfeldt

Man kunne kalde det den store ommøblering af danskerne.

Socialdemokratiet abonnerer på den filosofi, at Danmarks knap seks millioner indbyggere skal blandes bedre. Rige med fattige, indvandrere med etniske danskere, københavnere med jyder. Det skal skabe større forståelse mellem samfundsgrupper og forene os som folk. Det er en del af det reformprogram, som statsminister Mette Frederiksen (S) bebudede, da Folketinget gik på sommerferie.