Kommune vil bruge algoritme til at opdage sygdomme hos ældre

Algoritmer skal fange sygdomme hos ældre i risikogruppen, oplyser Køge Kommune, der håber på en millionbevilling fra finansloven.

Køge Kommune vil benytte sig af IT-systemer til at opspore smitte hos ældre i risikogrupper. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Køge Kommune vil tage tekniske midler i brug og håber på at få en bevilling fra finansloven til at opspore sygdomme hos ældre borgere i risikogruppen. Det skriver TV 2 Lorry.

Det skal ske gennem algoritmer, som skal sikre, at ældre borgere får den rigtige sundhedsfaglige behandling på det rigtige tidspunkt.

I en pressemeddelelse skriver Køge Kommune, at mange ældre borgere, der har brug for hjælp i hjemmet, kan have svært ved at vurdere, hvornår der eksempelvis er brug for lægetjek.

Her kommer algoritmen ind i billedet.

For ny teknologi kan medvirke til at gøre sundhedspersonale opmærksom på borgere, der kan være i særlig risiko for at udvikle sygdomme, der kræver indlæggelse. Håbet er for Køge Kommune, at der bliver afsat en bevilling på 4,8 millioner kroner fra den statslige investeringsfond for nye teknologier og digitale velfærdsløsninger.

Løsningen skal basere sig på en række statistiske analyser af data, der skal lede til udviklingen af algoritmen. I pressemeddelelsen oplyser Køge Kommune, at der ikke er tale om, at enkelte borgere skal udlevere oplysninger, men alene at man vil sikre, at de eksisterende data bliver brugt »i stor skala«.

»I dag har vi dedikerede medarbejdere, men de har ikke det fulde overblik over borgernes sundhedstilstand – til dels fordi der er oplysninger, som er fortrolige. Det skal de blive ved at være. Men ved at udvikle et digitalt værktøj, som ved hjælp af en stor mængde data kan skabe en algoritme, som evner at genkende nogle mønstre i data, kan vi blive bedre til at forudse, hvornår en borger eksempelvis er i særlig risiko for at skulle indlægges, og efterfølgende iværksætte en forebyggende indsats,« siger formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Bent Sten Andersen i pressemeddelelsen.

Løsningen vil ifølge Bent Sten Andersen medføre, at livskvaliteten hos de ældre forøges, og sikre den rigtige behandling på det rigtige tidspunkt.

Det er endnu ikke klart, nøjagtigt hvordan og hvilke data der skal indsamles, for at det nye værktøj fungerer optimalt. Det er heller ikke klart, hvordan og hvornår sundhedsmedarbejderne efterfølgende skal informeres om, at en borger er i øget risiko. Det skal afklares i udviklingen af projektet, oplyser kommunen.