Gennem pandemien har antallet af coronaindlagte været et centralt pejlemærke, som danskerne og politikerne har holdt øje med.
Indlæggelsestallet har tilmed, ifølge Venstre, været grundlaget for genåbningsforhandlinger.
I februar, da regeringen præsenterede en genåbning, betonede statsminister Mette Frederiksen (S) da også, at man ikke kunne åbne yderligere og henviste til, at de planlagte lempelser kunne resultere i 870 indlagte i midten af april.
Indlæggelsestallet har således været på manges læber, i skrivende stund er det 51, men spørgsmålet er, om tallet virkelig kan bruges til at tage temperaturen på coronavirussens hærgen herhjemme.
For som direktør i Statens Serum Institut (SSI), Henrik Ullum, sagde i et interview med Politiken: Det er ikke alle indlæggelser, som tæller med i statistikken, hvor covid-19 er årsag til indlæggelsen.
»Vi ved, at nogle af dem er indlagt med noget andet – eksempelvis et brækket ben – og så også er smittet med covid-19,« forklarede direktøren.
Der er klart forskel på patienter med coronavirus som hoveddiagnose – dem, som måske ligger og ikke kan få luft på grund af coronavirus – og patienter, der har coronavirus som en bidiagnose, men primært er indlagt for noget andet, uddyber Henrik Ullum over for Berlingske.
Men SSI og sundhedsvæsenet har ikke tal, der skelner mellem de to patienttyper.
»Det er nogle tal, vi arbejder på at finde frem. Jeg kan ikke helt sige, hvornår det er færdigt, for det er komplekst, men det er klart, at det er vigtigt at få skelnet,« siger direktøren.
Stadig et tegn på belastning
Uagtet bør indlæggelsestallet – sammen med incidenstal og positivprocent – fortsat være et pejlemærke for epidemiens status – i hvert fald »indtil vi får udboret præcist, hvad der ligger bag indlæggelserne«, mener Henrik Ullum.
Men hvad kan vi bruge indlæggelsestallet til, når vi ikke ved, om patienterne er indlagt på grund af corona eller bare med corona?
»Det er stadigvæk et tegn på, hvor stor belastning vores sundhedsvæsen er udsat for af corona, fordi det er besværligt for sundhedsvæsenet at håndtere patienter, med hvad enten det er corona som sygdom, eller det er corona som komplicerende diagnose. Lige pludselig kan du have isolationsregimer og så videre,« svarer direktøren.
Thorkild I.A. Sørensen, professor emeritus i epidemiologi ved Københavns Universitet, kalder det en »usikkerhed« i tallet, når patienter med coronavirus som bidiagnose tæller med i statistikken.
»Det er klart, det havde været bedre, hvis man kunne isolere de coronasyge i tallene, men det kræver en ret detaljeret analyse af sygdomsforløb,« siger professoren.
Siger ikke særlig meget
Tidligere i pandemien har det overvejende været ældre, som har trukket indlæggelsestallet op, mens det nu primært er unge i 20erne, der optager hospitalssengene.
Og netop det skifte gør det relevant at skelne patienttyperne fra hinanden, forklarer Henrik Ullum:
»I klart størstedelen af epidemien har de her indlæggelser været fuldstændigt ensbetydende med, at det var patienter, som var syge af svær eller akut covid-19. Men vi ser en ny udvikling, og derfor skal vi have afklaret, i hvor høj grad det også er gældende nu.«
Thorkild I.A. Sørensen hæfter sig også ved, at det primært er unge personer – som sjældent bliver alvorligt syge af coronavirus – der trækker statistikken op. Han vurderer derfor, at man ikke kan bruge indlæggelsestallet til særlig meget længere.
»Den seneste melding er, at der er omkring 50 indlagte. Det ville være et mere alvorligt tal tidligere – da epidemien havde fart på, og da det primært var ældre, som blev indlagt med sygdommen,« siger han.
Henrik Ullum understreger, at det klart er et »hovedindtryk«, at de fleste indlæggelser gennem epidemien har skyldtes selve covid-19-sygdom. Han pointerer desuden, at antallet af indlæggelser generelt er faldet, mens det nu netop er yngre, som i højere grad bliver indlagt.
»I sidste uge udgjorde indlæggelser blandt 20-29 årige 40 procent af alle nyindlagte, og langt de fleste blev udskrevet inden for en uge. Tilsvarende falder intensivindlæggelser og dødstal, så de svære infektioner fylder klart mindre nu,« siger han.
Region Hovedstaden oplyser, at den ikke har data, som skelner mellem covid-19-patienter, der har coronavirus som hovedårsag og som biårsag til deres indlæggelse.
I tirsdags havde regionen 22 indlagte med coronavirus; heraf seks i respirator og seks på intensivafdelinger.