I nattens mulm og mørke har en nøgen skikkelse været inde i stalden: 41-årig mand sigtet for muligt seksuelt misbrug af hest

Tirsdag har Midt- og Vestsjællands Politi sigtet en 41-årig mand i en sag om mishandling af en hest. I Holbæk Rideklub giver det ubehagelige flashbacks til et fatalt overgreb sidste september.

Stina Dyrholm med sin hoppe, Carli. Da hun blev orienteret om, at endnu en hest havde været udsat for overgreb, knækkede filmen. Privat

Noget var galt. Så meget stod klart, da Mette Stentoft besøgte sin hest tirsdag 24. august.

Boksen i Holbæk Rideklub fremstod rodet, og hesten, en hoppe ved navn Florica, var ikke sig selv. Hun ville ikke nærme sig sin ejer. Da Mette Stentoft fik lov at komme tæt på, kunne hun se, at hoppens bagparti var voldsomt hævet, og at der var udflåd. Det fortæller rideklubbens næstformand, Eileen Bouchet.