Psykologer har behandlet 600 børn, der har begået seksuelle overgreb. Børnene har især ét tilfælles

Når børn bliver udsat for seksuelle overgreb, er krænkeren i op mod hvert tredje tilfælde et andet barn. Januscentret har udredt knap 600 børn med seksuelt krænkende adfærd, og en ny rapport oplyser indgående om fællestrækkene blandt børn, der begår seksuelle overgreb mod andre børn. Det handler ikke om pædofili.

Mimi Strange er psykolog og direktør ved Januscentret, som udreder og behandler børn, der har begået seksuelle overgreb mod andre børn. Da hun begyndte arbejdet i 2003, mente flere pædagoger og lærere, at hun måtte være blevet tosset. Linda Kastrup

En 11-årig dreng havde set porno på sin skole med en jævnaldrende og en niårig dreng. Bagefter var børnene gået ind i et lukket rum, og de to ældste forsøgte at have oral- og analsex med den niårige dreng, mens de holdt ham fast og gav ham lussinger. Den 11-årige havde svært ved at forstå, at han havde gjort noget galt, for han mente, at han blot havde efterlignet filmen.

Drengen var udviklingshæmmet, havde adhd og tendens til meget konkret at kopiere sine omgivelser.