»Jeg burde få en rigtig fængselsstraf
Jeg har været kriminel
Jeg har taget folks ejendele
Gjort folk kede af det.
Men når jeg kommer på Kofoedsminde, får jeg udbetalt tusindvis af kroner i førtidspension af staten.
Jeg skal da ikke herind og forkæles som en pensionist
Jeg er 22 år
Jeg burde yde til samfundet!«
Adil taler, som Yayha Hassan skriver. Insisterende og i en nærmest rappende salve af versaler. 22-årige Adil er dømt til anbringelse på ubestemt tid på Kofoedsminde, Danmarks eneste sikrede institution for dømte udviklingshæmmede. Han sidder i sin seng iført cap og armybluse med hætte. Værelset er et sparsomt møbleret rum med pansret glasplade for vinduet og en radiator pakket ind i ekstra metalbeslag, så den ikke kan rives ud af væggen. Adil vil væk. Hans pegefinger sigter mod vinduet:
