Godmorgen 2022 – og velkommen til det allerførste nyhedsoverblik i dette jomfrueligt sprøde nye år, hvor vi håber at kunne vinke farvel til corona, afstandskrav og vatpinde i næsen hver tredje dag.
Natten har været en rolig affære. I hvert fald målt på udrykninger. Landets kommunale brandfolk plejer at have omkring 500 udrykninger på en nytårsnat, men det har corona lagt en dæmper på, og i år kørte brandvæsenet blot ud 297 gange, lyder det i en pressemeddelelse.
Politiet har ikke opgjort nytårsnat i tal, men TV 2 har ringet rundt til de forskellige politikredse. I hovedstaden har der været knivstikkeri ved Christiania og på Halmtorvet, dog uden tab af menneskeliv. Så har der været et par anholdelser for ulovligt fyrværkeri og fyrværkeri affyret imod politiet.
Måske er det vel oppe ad formiddagen og med let dunkende hoved, at du læser dette overblik. Er du ryger, har du måske et rygestop som nytårsforsæt – og så kommer den økonomiske motivation lige her: Prisen på en pakke cigaretter øges nemlig i dag med cirka fem kroner som led i (endnu) en planlagt prisstigning. Det vil sende gennemsnitsprisen på en pakke cigaretter op i nærheden af 60 kroner eller mere.
Vi indleder 2022 med dagens smittetal, før vi iler videre til en royal kærlighedserklæring og en politisk popularitetsmåling, som vender op og ned på de vante balancer i blå blok.
2021 sluttede med faldende coronatal
2021s sidste dag bød på et let faldende antal smittede og indlagte. I går kom knap 18.700 nye coronatilfælde til, mens antallet af indlagte med covid-19 som primær eller sekundær diagnose faldt til 641.
Dronning med klimasvirp og kærlighed
Dronning Margrethe leverede i aftes sin nytårstale nummer 50.
Hun benyttede talen til at rette en tak til de forskere og det sundhedspersonale, der har ydet en ekstra indsats under coronakrisen, og som har været med til at frembringe vaccinerne.
Dronningen satte også sin kongelige fod ned over for dem, der måtte nære mistillid til videnskaben, til fakta eller vacciner, for den sags skyld.
»Kundskab og indsigt har hjulpet os under coronaen, og har vist os, at ny viden fører fremskridt med sig. Vi bliver mindet om, at vi skal møde det ukendte med nysgerrighed, videbegær og opfindsomhed – snarere end frygt. Det samme gælder for klimaspørgsmålet,« sagde Dronningen, som også fik understreget, at klimaudfordringerne skulle løses »i tide!«
Du kan læse hele Dronningens tale her.
På Christiansborg var der således især begejstring for, at Dronningen slog et slag for klimaet, men også for, at vi alle skal udvise mere respekt for hinanden. Ikke mindst for mennesker med handicap.
Berlingskes kongehuskommentator, Jakob Steen Olsen, hæftede sig ved en særligt bevægende passage mod slutningen af Dronningens tale, nemlig da den kulminerede »i en smuk kærlighedserklæring til hendes familie og hendes gerning,« som Jakob Steen Olsen skriver.
Du kan læse hele hans analyse her.

To hjul? Hjelm på
Vi skal videre til et transportmiddel, som nok er så langt fra det royale, som man overhovedet kan komme: Elløbehjulet.
Her til morgen træder nye regler i kraft for de motoriserede løbehjul. Fra i dag kan man risikere en bøde på 1.500 kroner, hvis man benytter et elektrisk løbehjul, et elektrisk skateboard eller lignende uden hjelm.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) udtænkte allerede hjelmkravet for et år siden, da Færdselsstyrelsen havde fundet, at risikoen for at blive involveret i et trafikuheld er syv gange højere for løbehjulstrafikanter end for cyklister.
Den historie kan du læse her.
Kører du i bil, skal du vide, at fartbøderne fra i dag stiger med 20 procent.

Politisk skønhedskonkurrence
Hvem skal være ny statsminister, hvis vælgerne favoriserer den blå blok ved næste folketingsvalg? Den konservative formand Søren Pape Poulsen? Eller Venstres ditto, Jakob Ellemann-Jensen?
I mere end 20 år har det naturlige svar været »Venstres formand«, for siden Schlüter-tiden har Det Konservative Folkepartis vælgertilslutning i procent rodet rundt nær de encifrede tal.
Men så trådte den konservative Søren Pape Poulsen ind på scenen – og Venstre-folkene begyndte at kage rundt i interne formandsopgør, en rigsretssag og folk, der smækkede med døren på vej ud af partiet.
Nu viser en ny meningsmåling fra Kantar Gallup, at Venstres Jakob Ellemann-Jensen ikke længere er de blå vælgeres naturlige valg til statsministerkontoret.
I målingen vinder Søren Pape Poulsen nemlig – i flere tilfælde stort – over Ellemann-Jensen, blandt andet på parametre som »sympatisk udstråling«, »troværdighed« og »moral«.
Den historie kan du læse i året første Berlingske her.

Hver tiende omikronindlagt smittet på hospitalet
Til sidst cirkler vi retur til omikron.
I Berlingske nytårsdag kan du læse, at den meget smitsomme variant af coronavirussen nu rammer et stort antal patienter, som er i behandling for andre lidelser på landets sygehuse.
Mere end hver tiende af de coronapatienter, der den seneste måned er blevet så coronasyge, at de må indlægges, er således blevet smittet på sygehuset og betegnes som såkaldte »hospitalserhvervede« tilfælde.
Den historie kommer online senere i dag, men kan findes i dagens trykte avis.
Berlingske ønsker alle læsere et godt nytår og god læselyst. Tak for 2021.
Det sker i dag
Frankrig overtager EU-formandskabet, Tyskland overtager formandskabet for G7-landene, og Schweiz får ny præsident.
Klokken 12: Ærkebiskop Desmond Tutu begraves i Sydafrika.
Klokken 18: Statsminister Mette Frederiksen (S) holder årets nytårstale. Den transmitteres i tv.