Berlingskes kongehuskommentator: Dronningens tale kulminerede i en smuk kærlighedserklæring til hendes familie og hendes gerning

Analyse: Dronningen fik listet et behersket håb ind i sin 50. nytårstale. Med videnskabens hjælp skal vi nok klare både corona- og klimakrise. Men talens mest bevægende øjeblik indtraf i dens sidste sekunder.

Dronning Margrethe var klædt i dannebrogsrødt, da hun for 50. gang holdt nytårstale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg har svært ved at fatte, hvor de mange år er blevet af. Jeg synes, at de er gået så hurtigt. Meget har ændret sig i den tid; men ikke kærligheden til mine nærmeste og ikke kærligheden til mit land.«

Det er næppe for meget at sige, at dronningen Magrethes afsluttende ord i hendes 50. nytårstale vil være dem, der vil blive husket.

Klædt i flot dannebrogsrødt gik Dronningen lige i hjertekulen på sine tilhørere. Hun gik fra det officielle til det personlige og ramte alle os, der har haft et langt samliv med majestæten. Når hun inden længe kan fejre et halvt århundrede på tronen, er det også en kærkommen lejlighed for alle os andre til at se tilbage på vores egne liv, sådan som vi i øvrigt gør nytårsaften.

Mange vil nok kunne bifalde den 81-årige dronnings undren over, hvor  stærkt det hele er gået. Dronningen fik samtidig diskret udtrykt sin taknemmelighed over for danskernes opbakning og familiens støtte. Her forenedes kvinden og funktionen, følelse og pligtfornemmelse, på smukkeste vis. Det var et meget bevægende øjeblik.

Det exceptionelle

Når dronning Margrethe holder nytårstale skal vi igennem obligate ritualer, der bekræfter os i Rigsfællesskabet, samfundets væsentligste institutioners bestandighed, det kristne samfunds næstekærlige værdier. Således også i år, hvor blandt andet sundhedsvæsenet fik påskønnelse for sin indsats, mennesker med funktionshindringer fremhævet som en del af det fællesskab, Dronningen er med til at hæge om. Men vi sidder altid og lytter efter det exceptionelle. Det, der er nyt. Talens kerne. Det moralske bud, Dronningen har til os i år.

Man kunne godt have forestillet sig, at dronning Margrethe i endnu højere grad ville tale om håbet, den optimisme og tro på, at det hele – coronapandemien – nok skal gå væk igen. Hør bare, hvordan ordene faldt sidste år ved samme tid:
»Lad os dog ikke miste modet, lad os fortsat være opmærksomme og forsigtige, når vi omgås hinanden. En glæde og en opmuntring er det, at vaccinen nu er en realitet, og at vaccinationen er gået i gang.«

Nu er vi et nyt sted i pandemien. På et tidspunkt, hvor de fleste af os havde troet og håbet, at vi var vel ovre på den anden side, er realiteterne anderledes. Corona har vist sig mere lumsk og uforudsigelig, end vi havde ønsket os. Derfor var Dronningens retorik også klogt mere forsigtig, hvad forhåbningerne angår. Hun kan ikke gå længere, end der er videnskabeligt og officielt belæg for. Ikke engang en dronning kan udstede garantier, når det handler om corona.

Pandemien talte dronningen om indledningsvis med passende slukørede vendinger. Til gengæld kunne hun få sneget optimismen ind ad anden vis. Hun hyldede de usynlige helte, videnskabsfolkene, som på rekordtid udviklede vacciner, der trods alt efterhånden stillede os i en ny situation.

»Kundskab og indsigt har hjulpet os under coronaen, og har vist os, at ny viden fører fremskridt med sig. Vi bliver mindet om, at vi skal møde det ukendte med nysgerrighed, videbegær og opfindsomhed – snarere end frygt,« sagde Dronningen.

Ved at fremhæve dem, der er med til at skabe fremdrift i vores samfund ved at skabe videnskabelige landvindinger til gavn for os allesammen, kunne hun alligevel få sagt til danskerne, at der er håb om, at vi kan komme videre. Vi skal nok besejre virussen med menneskelig innovation.

Og skønt denne nytårstale ikke var en mobiliseringstale som den, hun holdt ekstraordinært i kølvandet på den alvorlige besked om nedlukning forrige vinter, kunne hun alligevel få mindet os om det, der på dette tidspunkt i pandemien er de danske myndigheders politik og stærkeste våben: vaccinerne.

Rød-hvid glæde

Klimaet talte Dronningen også lidt pligtbetonet om – vi må ikke glemme den ene krise for den anden. Igen var det med et håb om, at teknologien ville bistå os.

Og håbet kom også på sin egen vis ind i en rød-hvid glæde over sommerens mange imponerende idrætspræstationer. Dronningen fik mindet os om nogle af de lyspunkter, vi havde haft i de varme måneder. Om nogle af de begivenheder, hvor vi fik lov til at opleve livet, som vi huskede det. Uden frygt for andre. Det var også en måde at sige til os på, at livet – trods alt – er værd at leve. Og så fremhævede hun nærmest som et helt reklameindslag næste års danske Tour de France-etaper. Jo, glæden kommer igen.

Det var den beherskede optimisme, der prægede Dronningens tale, der i dens sidste sekunder kulminerede i et følelsesmæssig kærlighedserklæring til et langt liv i pligtens tjeneste. Det øjeblik vil blive stående.

Jakob Steen Olsen er Berlingskes kongehuskommentator