Ditte Okman: »Danskere er jo på mange måder enormt prollede – og vi virker stolte af det. Det, synes jeg, er både morsomt og pinligt.«

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og på deres kulturforbrug. Denne gang er det radiovært og forfatter Ditte Okman.

»Jeg tænker druk på gaden. Det ved jeg, at vores naboer i Sverige er dybt undrende overfor, især at børn drikker til deres egen konfirmation - endda fra ølbong, deres forældre selv har fremskaffet til lejligheden.«, siger radiovært Ditte Okman, når man spørger hende, hvad hun blandt andet forbinder med dansk kultur. Mathias Eis

Hvis man siger »dansk kultur«, hvad tænker du så på?

»Tusinde ting farer gennem mit hoved. Jeg tænker dansk møbeldesign, minimalisme og nordisk køkken. Men jeg tænker også flæskesteg og braldrerøve, håndboldhaller, overvægtige mænd og røde pølser. Kolonihaver og en naboskål i flaskeøl over hækken.

Jeg tænker druk på gaden. Det ved jeg, at vores naboer i Sverige er dybt undrende overfor, især at børn drikker til deres egen konfirmation – endda fra ølbong, deres forældre selv har fremskaffet til lejligheden.

Danskere er jo på mange måder enormt prollede. Vi larmer og virker uuddannede, så snart vi får en snaps – og vi virker stolte af det. Det, synes jeg, er både morsomt og pinligt.

Og så tænker jeg højlydte diskussioner om politik. Jeg har endnu til gode at møde en udlænding, om det så er en amerikaner eller italiener, der ikke har fundet det nærmest grænseoverskridende at være i selskab med danskere, når vi taler politik. Jeg synes, det er befriende, at vi kan være så rygende uenige og ikke finder det tabuiseret at diskutere rimeligheden i dødsstraf omkring spisebordet.«

»Jeg var engang til noget digtoplæsning. Det fattede jeg ikke en skid af. Min hjerne er meget konkret, og jeg sad hele tiden med følelsen af, at digteren pustede sig unødigt op. Det virkede underligt opblæst«, fortæller Ditte Okman. Mathias Eis

Hvad er den bedste kulturoplevelse, du har haft for nylig?

»Det var ubetinget, da jeg så »Kandis for Livet«. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en så ekstremt rørende film. Den tegnede et sjældent portræt af en del af Danmark, de færreste af os nogensinde kommer til at stifte bekendtskab med. Det var et portræt af en lille flok af Johnnys (Johnny Hansen, forsanger i Kandis, red.) fans, der lever i udkanten, i underdanmark, i skjul – og ikke nødvendigvis selvvalgt. Filmen var dyb, svær og ærlig, men også meget respektfuld. Det er en ufattelig fin film. Jeg græd to gange.

Og så har jeg her i november haft et par fuldstændig vidunderlige oplevelser i Det Kongelige Teater. Jeg har set balletten »Romeo og Julie« og oplevet operetten »Den Glade Enke«. Gamle scene er magisk. Teatret på Kongens Nytorv er højstemt. Musikken er smuk. Men jeg elsker, at huset og Operaen bruges til mere end blot det klassiske, og jeg har nydt masser af moderne koncerter der. Til næste år tager jeg mine unger ind og ser alle deres børneforestillinger.«

Hvad er den værste kulturoplevelse?

»Jeg var engang til noget digtoplæsning. Det fattede jeg ikke en skid af. Min hjerne er meget konkret, og jeg sad hele tiden med følelsen af, at digteren pustede sig unødigt op. Det virkede underligt opblæst, og jeg sad hele tiden og tænkte; Hvorfor siger han ikke bare det, han vil sige? Det gjorde han nok også – jeg forstod det bare ikke.«

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling?

»Ja. Jeg kunne slet ikke holde »Sanne Salomonsen The Musical« i Tivolis Koncertsal ud. Der skred jeg altså. Det er ubetinget det dummeste, jeg længe har set, men på vej ud af den gamle have grinte jeg efterfølgende så højt, at jeg pissede i bukserne. Sanne Salomonsen blev voldtaget af Anne Linnet for bare at tage et eksempel. Faktisk blev alle de personer, »rockmama« havde mødt på sin vej, karikeret som regulært dumme svin, og det var jo syret nok – men den måde, man havde forsøgt at smaske 60 år sammen på to timer, var ikke bare umuligt, det var en overfladisk rodebutik. Forfatterne skulle nok have arbejdet lidt med nedslag og vinkling.

Jeg gik også i pausen fra »Mor og Far sidder i Grøften«. De medvirkende var nogle af Danmarks absolut dygtigste – men det manus var lige til at lukke op og skide i. Jeg mindes ikke at have set vildere dilettanteri. Mine børn på otte og seks kunne have lavet noget tilsvarende. Det var så bims, at vi skred. Det underlige er, at jeg begge gange var sammen med Chris Pedersen, som er weekendredaktør på Børsen. Måske skal vi ikke gå til flere arrangementer sammen.«

Fortæl om et værk, der har dannet dig som menneske.

»Jeg kan stene i timevis over moderne kunst. Installationer. Film. Fotokunst. Jeg er ret vild med Elmgreen & Dragset, som arbejder med individet, staten og bureaukrati. Jeg finder mange af deres værker både absurde og humoristiske. Der er noget genkendeligt i netop absurditeten mellem individ, stat og bureaukrati.

Jeg er ikke selv opvokset med hverken klaver eller finkultur, og min egen interesse for kunst er derfor startet relativt sent. Til gengæld slæber jeg mine unger rundt til alle moderne udstillinger, og de elsker det.

I mine 20ere har jeg særligt dyrket moderne, israelsk litteratur. Jeg elsker Amos Oz' beskrivelse af sin barndom og opvækst, men A. B. Yehoshua »Three Days and a Child« gjorde et kæmpe indtryk på mig. Historien, selvfølgelig – men måske nok mest de klaustrofobiske beskrivelser at et samfund i opbrud og udvikling. Om ikke at høre til. Om afsky, had og kærlighed til samfundet, der blandt andet er portrætteret i en lille dreng.«

Hvis Ditte Okman var kulturminister, ville hun spørge DR: »Hvad fanden de har gang i og tvinge dem til at rent faktisk at levere noget public service – og ikke bare populær service.« Mathias Eis

Synes du, at danskerne mangler kulturforståelse?

»Nej. Jeg synes til gengæld, at vores politikere gør. Der bliver nødt til at være de rette rammer, for at kulturen kan leve. Og her mener jeg også den smalle kultur. Soft ice og knækpølser skal sgu nok overleve, og det er jo ikke, fordi vi alle behøver at læse Friedrich Nietzsche, Habermas og forstå Michael Strunge, men vi skal blive ved med at være nysgerrige og udvikle os som mennesker og skabe rum til alt det ikke så oplagte.«

Er der en særlig kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Mimere – hvis altså det er kunst. Og ja, som nævnt før digte. Ingen af delene giver nogen som helst mening for mig.«

Hvem er den mest undervurderede kunstner?

»Det er jeg slet ikke klog nok til at vurdere. Men jeg besøger mange gallerier og er faldet for en fransk fotograf, bosat i Wales, der hedder Clementine Schneiderman. Hun har lavet nogle vilde serier fra en Elvis-festival og en af nogle vidunderlige børn i det mest nedtursramte miljø. Hendes billeder er trøstesløse og alligevel så fulde af håb.«

Hvad er det mest overvurderede kunstværk?

»Jeg fatter intet af de der skulpturer, der står i midtjyske rundkørsler. Ej heller den nye skulptur af forfatteren Inger Christensen. Jeg ved ikke, hvad den ligner? Man skulle næsten tro, at kunstneren hadede hende.«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg …

» … arbejde ihærdigt og målrettet for, at Per Stig Møller igen blev kulturminister. Og så ville jeg spørge DR, hvad fanden de har gang i og tvinge dem til at rent faktisk at levere noget public service – og ikke bare populær service.«