Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De godsvogne, der den 2. januar stødte sammen med et IC4-tog på Storebælt, blev klargjort af medarbejdere fra det tyske godsselskab DB Cargo.
Nu har virksomheden med omgående virkning suspenderet en af de stationsbetjente, der havde ansvar for sikkerheden på godstoget, hvor en trailer rev sig løs og bragede ind i det modkørende tog - otte mennesker mistede livet og 16 mennesker blev kvæstet.
Ifølge Berlingskes oplysninger mener DB Cargo, at stationsbetjenten - i strid med reglerne - har overstreget nogle afgørende oplysninger på en såkaldt »vognliste« vedrørende det godstog, der var involveret i ulykken. Vognlisten er en oversigt over vogne og gods, og det er her, at der ifølge Berlingske oplysninger er sket uregelmæssigheder så alvorlige, at medarbejderen suspenderes, sendes hjem og indkaldes til en tjenstlig afhøring.
Det står ikke klart, hvorfor den pågældende overstregning anses for at være af så alvorlig karakter, at manden hjemsendes - ifølge Berlingskes oplysninger har den pågældende overstreget et navn i dokumentet. Manden er samtidig blevet indkaldt til en tjenstlig samtale af DB Cargo. En samtale, der kan få et retsligt efterspil.
DB Cargos kommunikationschef Jan Wildau bekræfter over for Berlingske, at der er en personalesag.
»Men jeg vil også gerne slå fast, at der ikke er noget i baggrunden for denne personalesag, der kan have haft indflydelse på ulykken,« siger han.
Herudover har han ikke yderligere kommentarer til Berlingskes oplysninger om sagen. Men han siger endvidere:
»Jeg vil også gerne slå fast, at vi fortsætter vores dedikerede samarbejde med myndighederne for at komme til bunds i, hvad der forårsagede ulykken på Storebæltsbroen, så vi sammen kan skabe en endnu sikrere jernbane i fremtiden.«
Inden DB Cargo bekræftede over for Berlingske, at der var en sag, sagde næstformanden i Dansk Jernbaneforbund Preben S. Pedersen siger til Berlingske:
»Hvis det er sandt, så er det helt urimeligt, at man suspenderer folk, inden man ved, hvad der er op og ned i sagen. Det er jeg meget overrasket over.«
Låsemekanisme og vind
Ulykken på Storebælt skete om morgenen den 2. januar 2019 kort efter klokken 7.30, mens kraftigt blæsevejr stadig havde fast tag i Danmark. Lokomotivføreren på passagertoget har via sin advokat beskrevet over for Berlingske, hvordan han på Storebæltsbroen først så de runde lygter fra det modkørende godstog. Kort efter opdagede han gnister nede ved skinnerne. »Noget hænger ud«, tænkte han, inden han krummede sig sammen på sædet, og de to tog bragede sammen.
Hvad der præcis har fået lastbiltraileren - også kaldet en sættevogn - til at rive sig løs af en godsvogn og smadre ind i IC4-toget, vides endnu ikke. Men siden ulykken har både vindforholdene og mekanismen på togvognen fået de danske myndigheder til at reagere med restriktioner.
Blandt andet har Trafikstyrelsen tirsdag i denne uge forbudt kørsel med den type af godsvogne, som var involveret i ulykken, indtil en række særlige forholdsregler var på plads - og fredag fik det første firma så atter tilladelse til at køre med togvognene. Alt dette skete fordi Havarikommissionen i forbindelse med opklaringsarbejdet fandt alvorlige fejl ved låsemekanismen på den type godsvogne, der var involveret i ulykken på Storebælt.
Trafikstyrelsen har også indskærpet vind-restriktionerne på Storebæltsbroen, da »vindforholdene kan have været en medvirkende årsag til ulykken«, mener styrelsen.