Danmark er verdensmestre i forbrug af økologisk mad

Danmark udbygger sit forspring som landet med størst økologisk markedsandel, viser nye globale økotal.

PLUS Historisk fodslag skal si
Økokøer danser ud på græsning. 32 danske økologivirksomheder deltager lige nu i et stort eksportfremstød på verdens største økologiske eksportmesse for at øge salget af dansk økologi yderligere. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Verden over ryger der stadigt flere økologiske fødevarer i kurven.

Det globale salg af økologi sætter nye rekorder. Og det sker med Danmark i den globale førertrøje, når det handler om at hive økovarer ned af butikshylderne.

En ny international rapport med tal fra 180 lande viser, at Danmark har udbygget sin position som verdens førende økologination.

Rapporten fra det schweiziske forskningscenter Fibl offentliggøres onsdag på Biofach, verdens største økologimesse i Nürnberg.

Her deltager 32 danske eksportvirksomheder for at sikre sig en øget del af det voksende globale eksportmarked.

Den digre rapport beskriver en historisk høj interesse for økologi. På verdensplan blev der i 2017 solgt økologiske varer til en værdi af cirka 97 milliarder dollar - svarende til 636 milliarder danske kroner.

Den globale økoomsætning er mere end fordoblet på ti år.

I 2017 lå den økologiske andel af det samlede fødevaresalg i Danmark på 13,3 procent. Sverige og Schweiz fulgte i Danmarks fodspor med henholdsvis 9,1 og 9,0 procent.

Det glæder miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), som onsdag åbnede den danske fællesstand på Biofach.

»Vores styrke er blandt andet, at vi i det lokale supermarked kan finde masser af økologi og ikke kun i specialbutikker. Den ide skal vi bringe med til andre lande,« siger han.

»Den økologiske andel i danske indkøbskurve er steget voldsomt til nu knap 14 procent. Derfor er der et kæmpepotentiale på blandt andet et stort og vigtigt marked som Tyskland for at øge eksporten,« siger han.

Den danske deltagelse på Biofach i Nürnberg er arrangeret i samarbejde mellem Økologisk Landsforening og eksportnetværket Bio Aus Dänemark.

Helle Borup Friberg, administrerende direktør i Økologisk Landsforening, udtaler:

»Når Danmark år efter år fastholder positionen som verdens førende økologination, er det et udtryk for, dels at danskerne er bevidste forbrugere, og dels det gode samspil vi har i Danmark mellem de økologiske fødevarevirksomheder og detailhandlen,« siger hun.

/ritzau/