Den tidligere sagsbehandler i Frederiksberg Kommune og selverklæret whistleblower, Bitten Vivi Jensen, taler med overskud og citerer den britiske poet William Blake efter sit nederlag i Østre Landsret, som ikke mente, at hun kunne frikendes for at tage 90 socialsager med hjem og efterfølgende give dem til den Cavlingpris-vindende journalist Ulrik Dahlin, selvom den groteske sagsbehandling i de 90 sager nok kunne have offentlighedens interesse.
Sagerne handler om de allersvageste og mindst arbejdsdygtige borgere i samfundet. 90 svage mennesker i en kommune, som i omkring 90 tilfælde har administreret loven imod hensigten og tvunget terminalt syge, der af samme kommune fik hjemmehjælp, i arbejdsprøvning eller har sendt alkodemente kol-patienter med inkontinens og voksenble i toårige ressourceforløb, 11 måneder før vedkommende var berettiget til folkepension.