Bitten blev modtaget med klapsalver bag Frederiksberg Rådhus. Hun er alt, hvad de gik og håbede på

Den sociale modstandsbevægelses mange fraktioner har fundet et menneske at stå sammen om. Bitten Vivi Jensen blev efter første dag i den retssag, der kan sende den tidligere sagsbehandler i Frederiksberg Kommune i fængsel, hyldet bag Frederiksberg Rådhus.

Anstændighedens Plads, har demonstranterne døbt parkeringspladsen bag Frederiksberg Rådhus.

De er kommet i kørestole, på elscootere, på cykel, i bus og tog fra hele landet, og de er her alle sammen – alle der magter det. Alle fraktionerne i den sociale modstandsbevægelse har fundet noget at samles om. Jobcenterets ofre, De Reformramte, Næstehjælperne, Liv over lov og hvad de ellers hedder, og de her for at støtte en tidligere ansat i Frederiksberg Kommune.