Godmorgen! Flere end to millioner danskere kan se frem til en statslig pengegave. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Flere politikere, også i regeringspartierne, kræver handling mod den enorme influenzasmitte og de sygdomme, der florerer på svinefarme i Danmark.
Ny dokumentar om Melania Trump havner midt i et politisk stormvejr, og det kan mærkes på billetsalget. Kun tre billetter er i skrivende stund solgt til den engelske premiere.
Gentofte Kommunes beslutning om at rive en Arne Jacobsen-tegnet bygning ned møder hård kritik.
Den danske officer, der ledte de allerførste danske styrker dybt ind i Afghanistan, er »skidesur« over Donald Trumps kommentarer om indsatsen i amerikanske krige.
Den historiske aftale mellem EU og Indien om frihandel og samarbejde giver enorme muligheder for dansk erhvervsliv, skriver økonomisk redaktør Ulrik Bie i en analyse.
Dagens vigtige: Gaver i et valgår

SVM-regeringen, SF og Enhedslisten har indgået en aftale, der betyder, at flere end to millioner borgere får en kontant overførsel fra staten.
Det gælder blandt andre børnefamilier, folk på overførselsindkomst, samt 700.000 folkepensionister, hvis »likvide« formuer er mindre end 350.000 kroner – herunder ikke indregnet deres friværdi.
Samlet koster checken 4,5 milliarder kroner, og økonomiprofessor Michael Svarer er blandt de eksperter, der påpeger, at pengene i høj grad går til folk, der ikke har tabt købekraft de seneste år.
»Mange, der står til at få checken, har flere penge nu end i 2021. Man lukker ikke et hul, man giver bare folk flere penge. Det er en objektiv sandhed,« siger Svarer til Berlingske.
På Christiansborg har flere partier, der står uden for aftalen, også kritiseret, at checken også skal gå til ressourcestærke samfundsgrupper.
Alex Vanopslagh (LA) kritiserer især, at 227.000 udeboende studerende på SU står til at få 1.000 kroner hver.
»Det er en samfundsgruppe, som i manges tilfælde er ved at tage en lang universitetsuddannelse, og som har udsigt til at blive en del af den øvre elite i samfundet. Og så skal de gøres til nogle stakler, der skal have en check? Det er noget ynk,« siger LA-formanden til Berlingske.
Alternativets Franciska Rosenkilde siger, at partiet ikke er med i aftalen, fordi den er endt med en »check til middelklassen«.
Det er også omtrent det, som Henning Otte Hansen, seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, siger til Berlingske.
For man rammer langt flere end dem, der egentlig er ramt af forringet købekraft på grund af høje fødevarepriser.
Derfor kalder Henning Otte Hansen fødevarechecken for »gaver i et valgår«.
Dagens Pilestræde
Drabene og protesterne i Minneapolis sætter Trump under pres. Han presses både af befolkningen og af folk fra egne rækker.
Den hårde linje over for illegale migranter, der var med til at skaffe ham præsidentposten, har udviklet sig til en politisk tabersag. Og det kan blive dyrt for Trump ved det kommende midtvejsvalg, hvor han risikerer at miste sit republikanske flertal i et eller begge kamre i Kongressen.
Dagens gæst er USA-korrespondent Jacob Heinel Jensen.
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
Fik du læst?
Sundhed | Hans forskning i overvægt er anerkendt i hele verden. Nu deler han et alternativt vægttabsråd.
Analyse | To drab i USA ændrer alt. Trump er ikke længere usårlig – og det kan blive meget værre, skriver USA-korrespondent i analyse.
Børn | Hun er børnepsykolog og ser forældre, der lykkes med at skabe selvværd. Her er det nøgleord, som ofte går igen.
God dag!





