Han var chef for de allerførste danske soldater i Afghanistan få måneder efter angrebet på World Trade Center i New York. Det var specialstyrker, som blev indsat dybt inde i fjendeland, hvor de jagtede Taleban-militser og højtstående al-Qaeda-folk i de afghanske bjerge under svære forhold.

Meget af det, de lavede, er fortsat tavshedsbelagt. Men det er ikke en hemmelighed, at Frank Lissner modtog en af USAs fornemmeste ordener på vegne af sine folk for det. Det var den amerikanske præsident, som uddelte den, og den sidder stadig på hans paradeuniform – det bliver den ved med.