Godmorgen! Ukraine har intensiveret sine angreb dybt inde i Rusland, hvor flere olieanlæg bliver ramt. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Regeringen har præsenteret en plan for, hvordan »monumentalt mange penge« skal bruges på Forsvaret de kommende år. Men soldater efterlyser svar.
ECCO har været tavs i næsten to år om deres russiske forretninger. Men nu har en dansk folketingspolitiker angiveligt fået skoproducenten til at tale igen. Tilbage står uafklarede spørgsmål og mistanke hos flere iagttagere.
Kirkeminister Morten Dahlin (V) ser sangeren Isam Bs ramadanfejring som »en unødvendig offergørelse«. I stedet mener han, at det er jøderne, der har det svært.
Det Konservative Folkeparti har valgt en ny politisk leder. Og så længe hendes politiske retning er uklar, kan partiets forskellige fløje se sig selv i hende. Det kan ikke vare ved.
De nye boligskatter har ikke udløst de forventede prisfald på lejligheder. Købere og sælgere lægger lige nu arm om priserne – læs økonomernes bud på, hvem der vinder.
Dagens vigtige: Ukraine intensiverer sine angreb på russisk territorium

Siden årsskiftet har Ukraine intensiveret sine angreb dybt inde i Rusland – og med succes.
De seneste dage er tre raffinaderier, der tilsammen ifølge Bloomberg står for 12 procent af Ruslands kapacitet, blevet ramt af ukrainske droner.
I går gik det ud over et af landets største anlæg, der arbejder med råolie, i Rjasan-regionen, som ligger knap 200 kilometer sydøst for Moskva.
Raffinaderiet brød i brand, da det blev ramt af en ukrainsk drone, meddelte regionens guvernør, Pavel Malkov. Senere sagde han, at branden var blevet slukket.
To kilder med indblik i sagen har fortalt nyhedsbureauet Reuters, at raffinaderiet var nødsaget til at lukke dele af anlægget.
Anlægget menes at have en kapacitet på omkring 17,1 millioner ton årligt, som de russiske regioner omkring hovedstaden gør brug af.
I går påstod det russiske forsvarsministerium, at 65 droner var blevet brugt til at angribe seks regioner – Rjasan, Leningrad, Voronezj, Brjansk og grænseregionerne Kursk og Belgorod.
Dronerne blev opsnappet og ødelagt, hævdede ministeriet ifølge nyhedsbureauet RIA Novosti, som Berlingske skrev i sin liveblog onsdag morgen.
De mange angreb er et tegn på, at Ukraine forsøger at blande sig i den forestående præsidentvalgkamp, siger præsident Vladimir Putin.
Og angrebene vidner også – skriver Bloomberg – om, at krigen mellem Rusland og Ukraine skaber mere og mere usikkerhed også for russere nær grænsen.
Noget, der står i skarp kontrast til, at Putin er garant for landets forsvar.
Ruslands præsidentvalg bliver afholdt 15.–17. marts.
Dagens »Pilestræde«
I 13 år var Simon Kruse Berlingskes mand i Moskva. Her så han, hvordan Putin skridt for skridt – og på mest bestialsk vis – lukkede ned for kritikere og opposition.
I dagens Pilestræde fortæller Simon Kruse om Ruslands »sliske mod diktaturet«, der kulminerede med Alexei Navalnyjs død. Han fortæller om et par af hans møder med Navalnyj, om hvordan mange russerne – og han selv – så et håb i Navalnyj, et håb om et bedre, friere Rusland.
I weekenden skal russerne igen stemme ved et ufrit præsidentvalg. Er der håb tilbage?
Dagens gæst i Pilestræde er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent, Simon Kruse. Lyt med her.
Fik du læst?
Kultur | Da det gik op for hjerneforskeren Troels W. Kjær, at han kunne gøre sig selv mere intelligent, lagde han sin livsstil om.
Business | Et fortroligt bestyrelsesreferat blotlægger en voldsom intern strid før fyringen af direktøren for Hotel- og Restaurantskolen, Anne-Birgitte Agger.
Internationalt | Filmen om Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss vandt i denne uge en Oscar som bedste film. Her er den ukendte helt, som fangede forbryderen på en gård ved den danske grænse.
Lige nu
Det kan blive en interessant dag i retten i Glostrup.
Her fortsætter straffesagen mod Sanjay Shah, som er tiltalt for bedrageri mod den danske statskasse for mere end ni milliarder kroner.
I dag sætter han sig i vidneskranken og vil blive spurgt ind til detaljerne i den formodede forbrydelse.
Du kan følge med direkte her.
God dag!
Venlig hilsen
Anne Meisner Synnestvedt og Theresa Thrue Heiredal, journalister på Berlingske