Datoen er sat. Christiania graver Pusher Street op og inviterer hele Danmark ud for at hente en brosten som souvenir

Om få uger vil det efter planen være slut med Pusher Street, som de fleste kender hashgaden i dag, når en omfattende forandringsplan sættes i værk.

Christianias Pusher Street set fra Stjerneskibet. Den nedslidte bygning huser grønlændere med både lejligheder, café og værested. Stjerneskibet bliver snart renoveret som led i oprydningen af området omkring Pusher Street.  Asger Ladefoged

Pusher Streets store, knoldede brosten er gennem årtier blevet trampet ned af kondisko og politistøvler. De har set masseslagsmål og lynchninger, og de har bagt i solen på bekymringsløse festdage.

De er blevet grædt og fnist på af snublende hashkunder og blødt på af sårede pushere, der med hovedet mod stenene har åndet ud en sidste gang.