Ambitionerne i den danske energibranche fejler ikke noget. Tirsdag kunne Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) sammen med Esbjerg Kommune fortælle om planer om at opføre Europas største grønne ammoniakfabrik i den vestjyske havneby. Fabrikken vil koste cirka 7,5 milliarder kroner og skal stå klar i 2030.
Onsdag var det så de storkøbenhavnske kraftvarmeværker, der kunne fortælle om ambitiøse planer om at indsamle op til tre millioner ton CO2 fra skorstenene, lagre en stor del af det i undergrunden og lade resten indgå i produktionen af grøn brændstof i forbindelse med den gigantiske brintfabrik, som et bredt industrikonsortium med Ørsted i spidsen har på tegnebrættet.