Danfoss sætter strøm til verden: »Vi står foran et af de vigtigste spring fremad i vores historie«

Efter at have brugt tre-fire år på at gøre klar i Danfoss' maskinrum er Kim Fausing nu parat til at styre virksomheden ind i en fremtid, der byder på vækst og et af de vigtigste spring fremad i virksomhedens historie. Elektrificering af alt fra færger til monstertrucks spiller en stor rolle.

»Det er en meget speciel tid for os. De ting, vi har gået og talt om som trends i nogle år, sker nu. Vi kan virkelig se det. Det bliver til forretninger, vi får ordrer, og vores pipelines vokser,« siger Danfoss' topchef, Kim Fausing. Arkivfoto: Asger Ladefoged Asger Ladefoged

I år genopstår et af verdens mest udskældte symboler på overforbrug og CO2-forurenende dieselos, monsterbilen Hummer, som klimavenlig, fuldt elektrisk pickuptruck med navnet GMC Hummer EV.

Alle store kendte bilmærker med et ønske om at overleve har lanceret elektriske biler – fra Porsche og Lamborghini til BMW og Mercedes. Men at Hummeren, som General Motors opgav i kølvandet på finanskrisen efter et mislykket forsøg på at sælge varemærket til en kinesisk virksomhed, kommer i en elektrisk udgave, har alligevel vakt opsigt.