De danske boligejere betaler i langt de fleste tilfælde deres boliglån til tiden, selvom inflationen har været høj og renterne kraftigt stigende.
En opgørelse fra Finans Danmark, der går frem til første kvartal 2023, viser, at 99,85 procent af boligejernes ydelser er betalt rettidigt.
Den solide betalingsevne skyldes blandt andet, at rekordmange er i arbejde. Det mener Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank.
»I tillæg er opsparingerne høje, og iveren efter at belåne friværdien har været lav. Realkreditlånene i de danske boliger er ligefrem skrumpet med mere end 50 milliarder kroner gennem det seneste år,« skriver han i en kommentar.
»Samtidig vil boligejerne typisk forsøge at spare andre steder i budgettet end på boligposten, hvis der opstår udfordringer med at betale realkreditydelsen.«
Boligejerne manglede at betale 24,9 millioner kroner på deres boliglån ud af i alt 16,9 milliarder kroner.
/ritzau/