Skats hjemmeside runder 2,7 millioner login siden fredag aften

Hele weekenden har flere danskere ventet i kø på Skats hjemmeside for at få adgang til deres årsopgørelser.

Årsopgørelsen er først officielt klar mandag 11. marts. Men traditionen tro har Skattestyrelsen flere dage før tid valgt at åbne for test af årsopgørelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Siden Skattestyrelsen fredag aften omkring klokken 18 åbnede for, at borgere kan tjekke deres årsopgørelse for 2018, har der været omkring 2.720.100 login.

Det oplyser Skattestyrelsen på Twitter mandag. Derudover har der været 4.759.243 visninger.

Tallene er opgjort siden åbningen fredag og frem til mandag morgen klokken 07.

I årsopgørelsen kan man se, om man skal have penge tilbage i skat eller omvendt skylder penge.

Årsopgørelsen er først officielt klar mandag 11. marts. Men traditionen tro har Skattestyrelsen flere dage før tid valgt at åbne for test af årsopgørelsen.

En stor del af danskerne vælger at tjekke deres årsopgørelse i denne testperiode, og det giver kø på hjemmesiden.

I hvert fald fremgik det af Skattestyrelsens Twitter-profil, at der lørdag formiddag var omkring 200.000 borgere, der stod i kø på daværende tidspunkt. Omkring 1400 mennesker fik hvert minut adgang til opgørelsen.

/ritzau/