Skat vurderer Henriks hus meget højere end realkreditselskabet

Fejlvurdering af ejendomsværdien kan give boligejere en langt højere boligskat, og de får ikke noget ud af at klage, hvis ejendommene kun er vurderet op til 20 procent for højt.

Henrik Hove-Andersen risikerer at komme i klemme i Skats nye vurderingssystem. Prøvevurderingen af hans hus ligger langt højere end realkreditselskabets vurdering til belåning – men inden for Skats fejlmargin på 20 procent, så han ikke får noget ud af at klage. Thomas Lekfeldt

Henrik Hove-Andersen frygter fremtidens skatteregning på familiens hus på Adolphsvej i Gentofte. Familien er blandt de 80.000 boligejere, der blev tilbudt en prøvevurdering med Skats nye vurderingssystem.

Samtidig har familien fået vurderet ejendommen med henblik på omlægning af lån, og forskellen mellem de to vurderinger fik Henrik Hove-Andersen til at kontakte Berlingske, som tidligere har skrevet om risikoen for en merskat på grund af det såkaldte forsigtighedsprincip i det nye system.