Skal du på bilferie i år? Nu stiger benzinpriserne igen

Mens Danmark var lukket ned, og mange biler stod stille, tog benzinpriserne et ordentligt dyk. Nu stiger de igen, hvilket er en dårlig nyhed for de mange danskere, som planlægger bilferie i år – eller har en trængt økonomi som følge af en fyreseddel.

Hvis bilen indgår som en vigtig del af sommerferien i år, kan det være, at du lige skal justere feriebudgettet lidt. Benzinpriserne er nemlig på vej op. Henning Bagger/Ritzau Scanpix/Arkiv

Hvis du havde håbet på en bilferie med masser af billig benzin i tanken, er der desværre dårlige nyheder. Olieprisen er nemlig på vej op efter det historiske dyk i april, og det trækker også benzinpriserne op.

Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank, forklarer, at verdensøkonomien langsomt er ved at vågne igen efter nedlukningen. Det skaber atter efterspørgsel på olie, som mandag ligger på over 42 dollar pr. tønde brent (nordsøolie), hvilket er en stigning på omkring 20 pct. den seneste måned og knap 115 pct. over bundniveauet under det store oliekollaps for to måneder siden.