SAS i kraftig advarsel mod ny strejke i lufthavnen: »Vi ser meget alvorligt på situationen«

En ny arbejdsnedlæggelse blandt bagagemedarbejderne i lufthavnen i Kastrup kan få alvorlige konsekvenser. Sådan lyder advarslen fra SAS, inden en vikar, der ikke vil være medlem af fagforbundet 3F, igen møder på arbejde.

SAS advarer nu kraftigt mod nye strejker blandt bagagemedarbejderne i Københavns lufthavn efter flere arbejdsnedlæggelser. Arkivfoto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Lige nu holder alle vejret i lufthavnen. Hvad sker der, næste gang en vikar, der ikke ønsker at være medlem af 3F, kommer på arbejde? Det er endnu meget uklart, men nu advarer SAS kraftigt mod nye strejker og vil ikke udelukke, at en ny arbejdsnedlæggelse kan føre til afskedigelser.

Bagagemedarbejderne har allerede tre gange på kort tid nedlagt arbejdet i en sag, hvor en vikar optog en lydfil. I filen, som Berlingske siden har offentliggjort, bliver han truet til at melde sig ind i 3F.