Der er blevet talt om rentestigninger i årevis, og alene tanken kan måske føles som en tikkende bombe under din boligøkonomi. Endnu har vi dog kun set små bølgeskvulp på rentekurverne, som bliver ved med at bevæge sig i historisk lavt territorium. Men det kan være en god idé at give økonomien et serviceeftersyn og se, om du er rustet til rentehop.
»Jeg har ingen krystalkugle. Jeg kan blot konstatere, at der blandt økonomer er konsensus om, at renten skal op. Spørgsmålet er bare, hvornår det sker,« siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.