Nu kommer landets største udlåner med 30 års afdragsfrihed – og det er billigere end hos konkurrenterne

Lån med 30 års afdragsfrihed breder sig, fordi kunderne efterspørger det. Nu angriber Nykredit-koncernen med Totalkredit markedet med lavere priser end konkurrenterne.

Muligheden for at få 30 års afdragsfrihed på realkreditlån breder sig. Arkivfoto: Søren Bidstrup

Det trækker op til skærpet kamp om de boligejere, der vil have 30 års afdragsfrihed. Efter Realkredit Danmark og Nordea Kredit i et stykke tid har give mulighed for tre årtiers afdragsfrihed på realkreditlån, har landets største långiver, Nykredit-koncernen med Totalkredit, også åbnet for muligheden.

Ifølge Totalkredit, som udsteder alle koncernens nye lån, sker det som reaktion på en efterspørgsel fra kunderne, som da også kan ses i de to andre udbyderes tal. I Realkredit Danmark er der, siden muligheden blev introuceret i september 2017, udbetalt lån med mulighed for 30 års afdragsfrihed for knap 20 mia. kroner. Og alene i 2018 stod lånetypen, som i Realkredit Danmark hedder Flexlife, for knap hver femte krone af de nye udlån.