Realkreditgigant: Derfor er risikoen ved lån med 30 års afdragsfrihed »beskeden«

Finanstilsynet vil have øget økonomisk overvågning af boligejere med lån med 30 års afdragsfrihed. Men ifølge Realkredit Danmark er den langsigtede risiko ved disse lån »beskeden« set i lyset af den historiske udvikling på boligmarkedet.

Cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark mener, at dårlig timing ved boligkøb over tid opvejes af en underliggende stigningstrend i boligpriserne. Tobias Kobborg

Siden lanceringen i 2017 har de nye realkreditlån med mulighed for op mod 30 års afdragsfrihed vundet stor udbredelse blandt landets boligejere og udgør i dag omkring 20 procent af det samlede udlån hos Realkredit Danmark, som er ejet af Danske Bank.

»Den store efterspørgsel efter lån med 30-årig afdragsfrihed har imidlertid også kastet et kritisk lys på produktet,« påpeger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, som var først på banen med den nye lånetype i både varianten med variabel rente og fast rente.