Erhvervsminister beskyldes for at snige indgreb mod afdragsfrie lån ind ad bagdøren: Nu svarer han igen på kritik

En stramning af reglerne for boliglån med mere end ti års afdragsfrihed har ført til kritik af erhvervsminister Simon Kollerup (S), som beskyldes for at snige det ind ad bagdøren via Finanstilsynet. Det afviser ministeren. Han holder fast i, at »der for nuværende ikke skal laves politiske indgreb på ejerboligmarkedet«.

»Vi skal fra politisk side sikre størst mulig ro på boligmarkedet samtidig med, at vi beskytter både nuværende og kommende boligkøbere,« lyder det blandt andet i et skriftligt svar fra erhvervsminister Simon Kollerup (S). Mathias Svold (arkiv)

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) svarer nu igen, efter at han i en artikel i Berlingske er blevet kritiseret for at »luske« et boligindgreb ind ad bagdøren ved at lægge en stramning af reglerne for de populære lån med op til 30 års afdragsfrihed ind i en ny vækstvejledning fra Finanstilsynet.

Kritikken kommer fra blandt andre Venstres boligordfører, Heidi Bank, som har kaldt erhvervsministeren i åbent samråd. Her skal han blandt andet svare på, om han mener, at »det er rimeligt, at Finanstilsynet laver lovgivning ad bagdøren og voldsomt strammer reglerne for realkreditbelåning«.