Berlingskes nye privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.
Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk.
Kære brevkasse
Jeg har gennem flere år købt aktier i Novo Nordisk til moderate priser. Nu er prisen for en aktie steget betydeligt, og jeg går i overvejelser om at sælge hele min aktiepost. Skattevæsenet beregner min fortjeneste af salget ved at benytte gennemsnitskursen for mine aktiekøb og dagens salgspris, og jeg skal så betale 42 procent af fortjenesten. Hvis jeg nu køber nogle aktier til den højere kurs, kan jeg forhøje den gennemsnitlige køberkurs og dermed mindske fortjenesten og skattebetalingen. Er dette en fremgangsmåde, jeg kan benytte?
Med venlig hilsen
S.H.

Ja – du kan købe flere aktier i Novo Nordisk og dermed øge din gennemsnitlige anskaffelsesværdi, men hvis aktien stiger yderligere, så øges din skat yderligere, hvis aktien falder, så taber du relativt på både de aktier, du har, og dem, du har købt ekstra.
Der er ingen skattelettelser i den metode. Derudover øger du din eksponering over for Novo Nordisk. Selvom Novo Nordisk aktuelt er et selskab i medvind, så er det vigtigt at huske, at selskabet inden for de seneste 20 år to gange er faldet markant i kurs.
Et alternativ til at sælge, hvis du har brug for pengene, er at oprette et depot i Nordnet og bede Nordnet om at overføre din aktier dertil (ikke salg). Hos Nordnet kan du til en aktuel rente på 3,5 procent belåne din aktier op til 40 procent af kursværdien på et porteføljelån (fungerer som en kassekredit – dog helt uden andre omkostninger end renten).
Det øger din samlede risiko, men du undgår at sælge og dermed betale høj skat. Så kan du år for år sælge ud under progressionsgrænsen for aktieindkomst (58.900 kroner for enkeltpersoner og 117.800 kroner for ægtefæller i 2023).
Dermed kan du stille og roligt år for år massere værdien ud af Novo Nordisk (eller andre aktier) til lav skat og samtidig via kassekreditten bevare et højt rådighedsbeløb i din privatøkonomi.
Med venlig hilsen
Søren Verup
seniorrådgiver i Beierholm Finansiel Rådgivning
Log ind eller opret en profil
Så er du nemt videre og kan deltage - det kræver ikke abonnement.
Se mere