Priser på himmelflugt: Så meget er prisen på kaffe, aluminium, olie og hvede steget

Flere turbulente år med en verdensomspændende virus, efterfølgende forsyningsproblemer og nu Ruslands krig mod Ukraine har fået priserne på en lang række råmaterialer til at stige som aldrig før. Se grafikkerne her.

På et år er prisen på kaffe steget med 77 procent. Thomas Lekfeldt

En global pandemi, forsyningskaos og nu en krig i Europa har fået priserne på alt fra olie og aluminium til kaffe og hvede til at eksplodere til historiske højder.

Ruslands militære invasion i Ukraine har eksempelvis været et hårdt slag for råvarer som olie og hvede, idet russerne er verdens største olieeksportør, mens de to lande tilsammen står for en tredjedel af verdens hvedeproduktion.

Berlingske har indsamlet stigningerne i spotpriserne på de forskellige råmaterialer for at se, hvor meget de er steget over det seneste år.

Vi begynder med energipriserne. Selvom energikrisen er global, har det europæiske indeks, ICE, for naturgas set en langt højere stigning end det amerikanske. Det skyldes en række forskellige faktorer.

Europa har blandet andet haft en koldere og længere vinter, vindproduktionen har haft et dårligt år, og samtidig er kontinentet stærkt afhængig af russisk gas, som udgør 40 procent af leverancerne.

Af spotpriserne på en række metaller fremgår det, at især priserne på aluminium og nikkel har set store stigninger. Priserne er steget med henholdsvis 72 og 193 procent på et år.

Priserne har aldrig været højere, og det skyldes den dybe energikrise, som verden står midt i.

Eksempelvis er produktionen af aluminium ekstremt energiintensiv. Så når energipriserne stiger, vil metalpriserne ligeledes følge med opad.

Nikkel er et metal, som bruges i produktionen af batterier. Ifølge analysefirmaet S&P Global Market Intelligence vil efterspørgslen på nikkel stige med 35 procent alene fra batterisektoren, når vi nærmer os 2030.

Prisen på forskellige landbrugsprodukter stiger ligeledes bredt. Ukraine står for 12 procent af verdens samlede hvedeeksport og 16 procent af den samlede eksport af korn. Med Ruslands invasion af landet har det sat en pludselig stopper for forsyningerne.

Måneders forsyningsproblemer og højere energipriser aflejrer sig eksempelvis også i prisen på kaffe. Når brændstoffet bliver dyrere, og efterspørgslen øges, rammer det fragtpriserne og dermed i sidste ende også forbrugerne.