Gaspriser slår rekord: »Som forbruger med gasfyr ville jeg allerede nu skifte til varmepumpe«

Gaspriserne stiger mandag med tocifrede procenter, og selv om det ikke nødvendigvis er den samme stigning, der rammer forbrugernes regninger, bliver fordelen ved at skifte til andre energikilder større og større.

Gaspriserne suser op og indleder ugen med tocifrede procentstigninger.

Først på eftermiddagen lå prisen på såkaldt TTF-gas på det europæiske marked godt 33 procent over udgangspunktet, efter den havde været oppe og runde en stigning på 80 procent.

Det udløser også en stigning på svimlende 232 procent over en måned og langt over 1.000 procent over et år.

Det er dog ikke den fulde prisstigning fra mandag, der torpederer danske husholdninger og virksomheders kommende gasregninger, forklarer konsulent Kristian Rune Poulsen fra Dansk Energi.

Gasprisen reguleres nemlig typisk efter den forløbne måneds gennemsnitspriser.

»Så man skal ikke gå i panik, men man skal nok forvente en ekstraregning, hvis størrelse jo afhænger af, hvilket niveau priserne stabiliserer sig på. Forbrugerens priser beregnes jo ud fra en gennemsnitspris,« siger han.

Gaspriserne har været forholdsvis stabile på et højt niveau i et stykke tid.

»Men det er nok et vink med en vognstang om at finde en måde til at undvære gas og om at spare på energien i det hele taget,« siger han.

For husholdninger med gasfyr er der to veje ud af klemmen: Tilslutning til fjernvarme eller udskiftning af gasfyret til en elektrisk varmepumpe.

Elpriserne stiger også. Men for det første er de steget mindre end gaspriserne, og for det andet udnyttes energien med en varmepumpe langt bedre end i et gasfyr.

Kristian Rune Poulsen er ikke i tvivl.

»Som forbruger med et gasfyr ville jeg allerede nu skifte til en varmepumpe, hvis jeg ikke havde udsigt til at få fjernvarme inden for en overskuelig tid. Det var rentabelt allerede inden alt dette skete, og nu har prisudviklingen gjort det endnu mere rentabelt,« slår han fast.

Chefanalytiker Mikael Olai Milhøj fra Danske Bank slog tidligere mandag fast, at rekorden for gaspriser var blevet slået. Og sammen med de tilsvarende eksploderende oliepriser er det dårligt nyt for den globale økonomi, fordi de højere omkostninger til brændstof, el og varme mindsker borgernes købekraft i forhold til andre varer, og som dermed alt andet lige lægger en dæmper på efterspørgslen.

Og det er ikke kun olie og gas, der stiger meget i pris.

»Der er også markante prisstigninger på for eksempel hvede, der øger folks udgifter til fødevarer. Derudover har krigen i Ukraine og sanktioner mod Rusland øget både den geopolitiske usikkerhed og forsyningssikkerheden for virksomheder,« påpeger Mikael Olai Milhøj.