Politiet i Dubai har anholdt Sanjay Shah, som er én af de formodede gerningsmænd i udbyttesagen. Anholdelsen er sket med henblik på senere at udlevere ham til retsforfølgelse i Danmark.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Justitsministeriet.
Danmark underskrev i marts 2022 en udleveringsaftale med de Forenede Arabiske Emirater, og regeringen har siden haft en forhåbning om, at den aftale kunne danne grundlag for, at formodede gerningsmænd til forbrydelser med tilknytning til Danmark bliver udleveret og kan retsforfølges her.
Anholdelsen af Sanjay Shah er ifølge Justitsministeriet det første skridt i processen mod at få retsforfulgt én af bagmændene i den udbyttesag, som har lænset den danske statskasse for samlet 12,7 milliarder kroner ifølge de danske anklager.
»Jeg er en meget glad justitsminister. Anholdelsen i Dubai understreger, hvorfor det var så vigtigt, at regeringen lykkedes med at lave en udleveringsaftale med De Forenede Arabiske Emirater for nylig. Den danske statskasse er blevet snydt for et svimlende beløb, og det skal selvfølgelig ikke være muligt for formodede gerningsmænd at skjule sig i Mellemøsten og dermed undgå at blive stillet til ansvar i en dansk retssal,« siger justitsminister Mattias Tesfaye (S) i pressemeddelelsen:
»Nu afventer jeg den retlige proces i de Forenede Arabiske Emirater, og krydser fingre for, at det ender med, at vi kan få Sanjay Shah på et fly til Danmark, så han kan blive retsforfulgt her i landet.«
I samme pressemeddelelse forklarer udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at der ligger en »solid diplomatisk indsats« bag anholdelsen, mens skatteminister Jeppe Bruus (S) håber, at det snart kan føre til retsforfølgelse i Danmark:
»Forhåbentlig kan vi nu komme et afgørende skridt videre i at få stillet de formodede bagmænd til ansvar i udbyttesagen. Denne anholdelse sender et meget stærkt signal om, at de danske myndigheder forfølger økonomisk svindel, uanset hvor i verden man befinder sig.«
På sporet af Shah
Udbyttesagen handler kort fortalt om perioden 2012-2015, hvor Skats manglende kontrol med refusioner af udbytteskat og udenlandske kriminelles påståede bedrageri endte med at koste den danske statskasse et tocifret milliardbeløb.
Gennem et – ifølge de danske anklager – ulovligt system, lykkedes det udenlandske finansfolk og svindlere at liste 12,7 milliarder kroner ud af den danske statskasse ved at snyde med udbytteskatten.
Et tip fra de britiske skattemyndigheder førte Skat på sporet af mulig svindel med refusion af udbytte. Det fik Skat til at smække kassen i og senere kaste sig ud i afdækning af, hvad der var foregået – med bistand fra Kammeradvokaten. Skat meldte også sagen til politiet.
Snart efter dukkede en britisk mand ved navn Sanjay Shah op. Han har levet det søde liv i Dubai og er blevet ansigtet på den store svindelsag, fordi han sammen med en anden britisk statsborger menes at stå bag ulovlig udbytterefusion for 9,6 milliarder kroner.
Sanjay Shah og hans medsammensvorne blev i januar 2021 tiltalt for groft bedrageri. De er dermed to af de ni personer, der indtil videre er rejst tiltale mod i det strafferetlige spor i udbyttesagen.
Beck-Bruun vandt i Landsretten
Herhjemme har udbyttesagen senest været en del af det profilerede retsopgør mellem statens husadvokat Kammeradvokaten og advokatfirmaet Bech-Bruun.
Skat havde krævet en erstatning på næsten 1,2 milliarder kroner for advokatfirmaets påståede rolle i udbyttesvindlen. Skat mente, at Bech-Bruuns rådgivning af den tyske North Cahnnel Bank førte til direkte udbyttesvindel via banken, som i 2019 erkendte sin medvirken til udbyttesvindel.
Men Østre Landsret mente ikke, at Bech-Bruun havde handlet ansvarspådragende i sin rådgivning af den tyske bank, og derfor blev advokatfirmaet frifundet for erstatningskravet.
Skat besluttede dog i sidste uge at anke sagen til Højesteret.