Pensionsbosser har sat sig på magten

Foto: Søren Bidstrup

De danske pensionskasser har sat sig godt og grundigt på magten i dansk erhvervsliv – hvis nogen skulle være i tvivl. Ingen store beslutninger om ledelsesskift og strategiskift uden først at sikre sig pensionskapitalens opbakning.

Nok er topchefer og formænd for landets største virksomheder magtfulde, men man kommer ikke uden om de endnu mere magtfulde pensionskassechefer i ATP, PFA, PKA og PensionDanmark (i den rækkefølge), hvis virksomheder er i krise, eller der skal sættes en ny retning. Det er Christian Hyldahl, Allan Polack, Peter Damgaard og Torben Möger.

»Den klassiske storkapital har i flere tilfælde nødtvungent måttet erkende, at den ultimative magt er flyttet over på pensionskassernes hænder. «


Den klassiske storkapital i A.P. Møller - Mærsk, Danske Bank og tidligere i Danisco, FLSmidth og Vestas har i flere tilfælde nødtvungent måttet erkende, at den ultimative magt er flyttet over på pensionskassernes hænder. Også selv om de konkrete ejerprocenter i de enkelte virksomheder er forholdsvis små.

ATP pressede på for opsplitningen af A.P. Møller - Mærsk. Det var ATP og andre pensionskasser, der krævede ledelsesskift i både FLSmidth, Vestas og Danisco. Pensionskapitalen har i øvrigt sat sig på magten i både Nykredit og TDC, og især PensionDanmark er aktiv i udbygningen af dansk vindenergi.

»Det handler om benhård markedsøkonomi.«


For årtier tilbage blev pensionskassernes opsparede formuer kaldt »røde penge.« I dag taler ingen om de røde penge fra pensionskasserne, som har et fast, kapitalistisk blik rettet mod profit og afkast til pensionsopsparerne. Det handler om benhård markedsøkonomi.

Det nye er, at pensionskasserne (også) har ansvaret for og bliver holdt op på det brede, ind i mellem diffuse samfundsansvar. Det ansvar ligger på deres skuldre.

De nye tider er klart kommet til udtryk i forbindelse med den alliance mellem A.P. Møller Holding, ATP og PFA, som tirsdag tog tyren ved hornene, rensede fire bestyrelsesmedlemmer i Danske Bank, inklusiv formand og næstformand, ud, og satte et nyt formandsskab ind. Det er en dramatisk periode i Danske Banks historie, som bedst kan sammenlignes med ejer- og ledelseskaosset i 1920erne.

A.P. Møller kom ind i Danske Bank i 1928, og Mærsk-familien har siden reelt styret Danske Bank. Men Mærsk-familien er på det seneste blevet presset til at indgå i et tæt samarbejde med ATP og PFA om at få væltet bestyrelsen og sat nye folk ind.

Ejerskabet i Danske Bank er spredt ud på 250.000 aktionærer. Den største del af ejerskabet til Danske Bank ligger faktisk i udlandet. Disse ejere er først og fremmest interesseret i bundlinje og afkast, samt hvem der dagligt styrer forretningen som topchef. Derimod er de udenlandske investorer ret ligeglade med bestyrelsens sammensætning, og hvem der er formand.

Derfor handler formandsrollen i vid udstrækning om at være kulturbærer internt i banken, over for politikerne på Christiansborg og over for det danske samfund bredt. Også selv om Danske Bank har pænt store filialer i de andre nordiske lande.

For Danske Bank handler det først og fremmest om at få skabt ro og så langsomt begynde det lange seje træk med at få genopbygget tilliden fra det omkringliggende samfund. Hertil er formandens profil og signaler fra ham af afgørende betydning.

Set i det perspektiv passer den nye (forventelige) formand Karsten Dybvad fra DI godt ind som en ny samlende og ikke mindst samfundsansvarlig formand, som skal afbøde en lovgivningstsunami fra Christiansborg. Det vil han blive målt på.

Om det lykkes kan kun fremtiden vise, men tonedøvheden kan næsten ikke blive værre end den har været det seneste halvandet år i Danske Bank-toppen.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator.