Nyhedsvarsel
Virksomheder

Udrensning i Danske Bank-bestyrelse efter hvidvask-sag - Ole Andersen stopper

Skandalen om hvidvask for milliarder i Danske Bank får nu storaktionæreren A.P. Møller Holding til at kræve udskiftning på formandsposten i landets største bank. Ole Andersen stopper som formand, mens Karsten Dybvad køres i stilling som efterfølger.

Arkivfoto. Ole Andersen træder af som bestyrelsesformand i Danske Bank. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Hvidvask-skandalen i Danske Bank medfører nu en næsten total udrensning i bankens bestyrelse efter ønske fra storaktionæren A. P. Møller Holding.

Ole Andersen stopper som bestyrelsesformand på en ekstraordinær generalforsamling snarest:

»Efter drøftelser med flere større aktionærer og i lyset af bankens nuværende situation har bestyrelsen drøftet den rette fremtidige sammensætning af bestyrelsen og er enige i, at der er behov for ekstraordinære og vidtgående forandringer som led i opgaven med at genetablere tillid hos alle bankens interessenter,« fremgår det af en pressemeddelelse fra Danske Bank.

Ole Andersen og formand for revisionskomiteen Jørn P. Jensen udtræder af bestyrelsen på den ekstraordinære generalforsamling, mens næstformand Carol Sergeant og Rolv Erik Ryssdal stopper i bestyrelsen på den ordinære generalforsamling til foråret.

»Set i lyset af bankens situation, deler jeg og den øvrige bestyrelse A. P. Møller Holding A/S’ opfattelse af, at der er brug for en afklaring af bankens fremtidige ledelse og sammensætningen af bestyrelsen
så hurtigt som muligt. Bestyrelsen bakker fuldt op om begge de foreslåede kandidater, der med baggrund i hver deres kompetencer og erfaringer vil kunne yde et betydeligt bidrag til bankens videre udvikling, herunder den særlige vigtige opgave i at genetablere tillid hos alle bankens interessenter,« siger Ole Andersen i en pressemeddelelse.

A.P. Møller Holding, der ejer omkring 21 procent af aktierne i Danske Bank, har efter dialog med andre aktionærer, herunder pensionsselskaberne PFA og ATP, anmodet Danske Banks bestyrelse om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med det formål at vælge to nye medlemmer til bestyrelsen. A.P. Møller Holding indstiller Karsten Dybvad og Jan Nielsen som bestyrelsesmedlemmer og opfordrer samtidigt til, at Karsten Dybvad vælges til formand og Jan Nielsen til næstformand, hvis de vælges til bestyrelsen.

»Der skal nye ledelseskræfter og forandringer i bestyrelsen for at Danske Bank kan styrke sin position som en ledende nordisk bank. De foreslåede medlemmer til Danske Banks bestyrelse er karakteriseret ved stærk integritet, bred erfaring med relationer til myndigheder og samfundet, såvel som finansielle kompetencer. Kompetencer, som er afgørende for at bygge et nyt og stærkt fundament for Danske Banks aktiviteter og bankens mange dygtige og engagerede medarbejdere,« udtaler Robert Uggla, CEO for A.P. Møller Holding i en pressemeddelelse.

Karsten Dybvad har ifølge Anders Drejer, professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet, én altoverskyggende opgave foran sig som kommende formand for Danmarks største bank.

»Det bliver genoprettelsen af bankens image. Der bliver vel stort set ikke andet,« siger han.

For nylig vakte det opsigt, at Finanstilsynet afviste Danske Banks forslag til en ny topchef i Danske Bank. Rekrutteringen af en ny øverste direktør bliver første opgave for Karsten Dybvad:

»Han skal finde en ny topchef, som Finanstilsynet kan acceptere. I det hele taget skal han koncentrere sig om at håndtere alle bankens interessenter - myndighederne, medierne, offentligheden. For man har åbenbart ikke håndteret sine interessenter tilstrækkeligt godt. I virkeligheden kan man sige, at der er tale om en udenrigsministerpost,« siger Anders Drejer.

Nævner ikke Ole Andersen med et ord

Forholdet mellem A.P. Møller Gruppen og Danske Bank går 90 år tilbage og har i årtier været en af de stærkeste akser i dansk erhvervsliv.

»At have en bank med en stærk forankring i Danmark og betydelige aktiviteter i Norden er fortsat værdifuldt for vores samfund. Men med bankens ledende position i Norden og centrale betydning for den finansielle infrastruktur i Danmark, følger også et stort ansvar. Det er derfor af afgørende betydning for os, som aktionær, at Danske Banks bestyrelse og ledelse tilsikrer en kultur, der er i overensstemmelse med forventningerne fra myndigheder, samfundet, kunder og aktionærer,« udtaler Ane M.M. Uggla, bestyrelsesformand for A.P. Møller Holding.

I pressemeddelelsen fra A.P. Møller Holding nævnes afgående bestyrelsesformand Ole Andersen ikke med et ord.

»Jeg deler opfattelsen af, at der er brug for en ny bestyrelse, og som jeg tidligere har meddelt, mener jeg også, det er rigtigt, at jeg overlader formandsposten til nye kræfter. Det har været vigtigt for mig at sikre en vis kontinuitet og en ordentlig overlevering, og nu hvor der er identificeret kompetente kandidater, mener jeg, det er tid til at få indsat en ny bestyrelse. Forhåbentlig kan det dette medvirke til at genskabe tillid hos alle bankens interessenter og dermed skabe ro om banken. Jeg bakker fuldt op om begge de foreslåede kandidater,« siger Ole Andersen i en skriftlig kommentar fra Danske Bank.

Kommende formand er beæret

Hans efterfølger Karsten Dybvad, der blandt andet er tidligere departementschef i Statsministeriet, er i dag direktør for Dansk Industri. En stilling som han nu forlader.

»For A.P. Møller Holding er det afgørende, at en fremtidig bestyrelsesformand har dokumenteret erfaring med samfunds – og myndighedsrelationer, således at han kan sikre de nødvendige ændringer, der skal til for at genopbygge tilliden til Danske Bank. Karsten Dybvads kompetencer og erfaring supplerer bestyrelsens finansielle og regulatoriske kompetencer. Derudover har han integritet og forstår Danske Banks bredere formål og relevans for samfundet, og kan således sætte den rigtige retning for ledelsen,« siger Robert Uggla.

Karsten Dybvad selv er ifølge pressemeddelelsen »beæret«.

»Danske Bank er den centrale og bærende finansielle institution for Danmark og for danske virksomheder. Hvis jeg bliver valgt, vil jeg, sammen med den øvrige bestyrelse, gøre alt for at sikre, at Danske Bank genvinder sin position som en troværdig bank i samfundet, hos myndigheder og kunder, og blandt bankens mange dedikerede og talentfulde medarbejdere,« siger Karsten Dybvad.

Formelt set skal Karsten Dybvad og Jan Nielsen første vælges på den ekstraordinære generalforsamling, men det er på mange måder en formalitet, når storaktionæren A.P. Møller Holding har klappet beslutningen af med pensionskasserne.

Læs mere om hvidvasksagen her.