Det blev en uge i coronavirussens tegn. Masser af drama, masser af aktienedture. Overdommerne holder sig dog skarpt til konceptet med fokus på personer med kors-og-bånd-og-stjerner på, der enten gør det godt eller falder over kantstenen. Sydbanks Karen Frøsig har ofte stået på nedturssiden, men denne gang er overdommerne på hendes side. Mænd er bange for kvinder, så enkelt er det. Sådan er det såmænd også i overdommerkomiteen.
Derimod hvæsses knivene over for Jens Due Olsen og løven Jesper Buch, der – forhåbentlig – bliver i underholdningsbranchen. Birgitte Erhardtsen smiler om kap med ugens opture, mens Jens Chr. Hansen nænsomt tager sig af ugens nedture.
UGENS OPTURE
1. Mænd, der frygter stærke kvinder
Sydbanks topchef, Karen Frøsig, er en hård banan, der ikke viger tilbage for at pirke til en ømtålelig svaghed hos hvide midaldrende mænd. I et interview i Jyllands-Posten undrer hun sig over, at hun evindeligt får tæsk trods gode resultater:
»Jeg spørger mig selv, om nogen ikke bryder sig om kvindelige ledere. Hvis du kigger nøgternt på tallene, så har vi – bortset fra i 2019 – ligget i top tre mål på egenkapitalforrentning i mange år, så jeg forstår ærlig talt ikke, at retorikken har været så hård. Jeg overvejer derfor, om det skyldes, at nogen ikke kan lide kvindelige ledere,« siger hun til avisen.
Godt brølt, Karen! Vi kvinder ved det jo godt. Ikke nok med, at mange mænd ikke bryder sig om os, når vi hopper ud af sekretærrollen, de er også lidt bange for os. Og en sådan magtfuld bankboss som dig kan sandelig give sveddråber på overlæben hos tunge drenge, som føler sig presset på deres hundredårige magtposition.

2. Sort svane i Tesla-taxi
Mens den etablerede taxibranche slumrer og brokker sig over mangel på ladestandere, vender en sort svane ved navn Kenneth Herschel op og ned på bybilledet i København med 100 nye Tesla-taxier i taxiselskabet Viggo. En tur til Dubai og transporttomrummet i byen efter Ubers exit satte ham i gang:
»Det var som at lægge to og to sammen. Behovet for en brugervenlig taxi-app og behovet for klimavenlige biler betød, at Viggo var en indlysende idé,« siger Kenneth Herschel.
Overdommerne elsker allerede Viggo, for vi vil nemlig gerne være klimavenlige, når vi haster afsted til presserende opgaver i hovedstaden. Vi vælger at tro på Viggo, som har beregnet, at selskabet har sparet omkring 49 ton CO2. Vi sender også en venlig tanke til Københavns Borgerrepræsentation, som har vedtaget, at der skulle opstilles 50 taxiholdepladser, som kun kan benyttes af eltaxier. Det har hjulpet eltaxierne på vej.

3. Vi vil have pantefogederne tilbage, Bødskov!
En række borgmestre i Storkøbenhavn og Nordsjælland har mistet tålmodigheden med staten og vil have den problemramte gældsinddrivelse tilbage i kommunalt regi. Helsingørs konservative borgmester, Benedikte Kiær, er en af hårdeste kritikere af statens inddrivelse af gæld. Hun mener, at staten har spillet fallit, mens kommunerne har vist, at de mestrer opgaven.
Overdommerne har heldigvis en alder, der gør, at vi kan huske de kommunale pantefogeder, frygtindgydende, alvorlige herrer, som ingen ønskede at få på besøg. De forstod sig på at inddrive gæld! Helt ærligt, hvem er bange for et IT-system?
Overdommerne er enige med Benedikte Kiær i, at det er ærgerligt, at staten bruger penge på at få et nyt IT-system banket op (mon det nogensinde kommer til fungere?) i stedet for at gå tilbage til det, der engang virkede; nemlig at lade kommunerne inddrive gæld hos egne borgere. Skatteministerteknokraten Morten Bødskov (S) synes mærkelig nok ikke om ideen. Det er nok et spørgsmål om, at overdommerne får fat i kraven på ham.
UGENS NEDTURE

1. Duen mistede fodfæste i Danske Bank-bestyrelsen
Det er svært at komme uden om Jens Due Olsen i denne uges hårde, men retfærdige eksekveringer. Nogle vil sige: »Respekt, Due Olsen, respekt for at tage konsekvensen af, at du ikke har kunnet lide lugten i bageriet i Danske Banks bestyrelse.«
Men overdommerne har en lidt anden holdning. Jens Due Olsen kom, så og tabte i Danske Bank-bestyrelsen. Efter blot to år i bestyrelsen smækker han med døren. Til Berlingske forklarer han den hurtige exit sådan: »Min profil er langsigtet kommerciel, og lige nu vurderer jeg ikke, at jeg er det bedste match til bestyrelsen i Danske Bank.«
Smak, den tilbageværende bestyrelse er således ikke langsigtet kommerciel, må man forstå. Men kortsigtet kæmpende for den diffuse samfundskontrakt. Overdommerne forstår ikke, at langsigtet kommerciel og samfundskontrakt skulle være hinandens modsætninger. Tværtimod må det være hinandens forudsætninger. Men hvad forstår bønder sig på agurkesalat?
Anyway, Duen er snart fortid i Danske Bank-bestyrelsen. Det korte mellemspil i banken åbner næppe dørene på vid gab for Jens Due Olsen til magtfulde formandsposter i danske ikonvirksomheder.

Gravenhorst skal grave virkelig dybt i ISS
Lige om lidt kan Jeff Gravenhorst fejre ti års jubilæum som topchef i en af verdens største servicekoncerner, danske ISS.
Jubilæet er 1. april, generalforsamlingen i ISS 2. april. Overlever Gravenhorst den termin, jamen, så må man gå ud fra, at ISS-bestyrelsen har besluttet sig for, at det er Jeff Gravenhorst, der igen skal få ISS på ret køl.
Overdommerne skal ikke sige sig fri for at have lidt ondt af Gravenhorst og ISS, som i denne tid har modvind på alle cykelstier, senest med denne uges skuffende regnskab. Men det er nu engang en tocphefs enkle opgave: Fix it, eller vi finder en anden til jobbet.
ISS-aktien er prissat væsentligt under noteringskursen i 2014, da ISS gik på børsen. Aktionærerne har fået alvorlige tæsk i en periode, der ellers har budt på gevinster generelt til alverdens aktier. Noget må gøres i ISS. Lige nu går børsmarkedet og venter på, hvor længe ISS-ledelsen tør sidde på hænderne.

Gad vide om Jesper Buch går og keder sig?
»Løvefar« Jesper Buch – rigmand på Just Eat-eventyret – kan det der med at tale i overskrifter. Overdommerne har det helt fint med hans straight talk og egoet som hård nyser i en vild jungle.
Men når den gode Buch ligefrem taler for at afskaffe demokratiet, kikser han sin position, hvor han skal tages alvorligt. I bedste fald et resultat af en vis umodenhed, i værste fald en farlig selvforståelse. Han er træt af politikere og træt af det besværlige demokrati.
I et opslag på LinkedIn foreslår han (og man må tro, han mener det alvorligt) at afsætte de 179 folketingsmedlemmer og erstatte dem med en gruppe af særligt udvalgte på maksimalt 100 personer. Det er lidt uklart, om han ser sig selv som en af disse 100 i Buchs diktaturstat.
Tanken om et ekspertvælde på Christiansborg er ikke ny, den kommer sommetider op til overfladen, dog mest sidst på aftenen på bodegaer rundt omkring. Just Eat-Buch skulle måske tage en snak med sin gode iværksætterven Tommy Ahlers, der fint har fået taletid – i demokratiet.