Der er store ændringer på vej i skatten for over halvdelen af befolkningen. Boligskatten for de 57 pct. af os, der bor i ejerbolig, bliver bygget om i de kommende par år. Ændringerne kan mærkes direkte på pengepungen allerede fra i år. Men de færreste af de berørte er tilsyneladende klar over det, viser en rundspørge.
Der findes godt halvanden million ejerboliger i landet, hvoraf de 375.000 ligger i Region Hovedstaden. Skatten på dem har i de senere år været præget af kaos. Vurderingerne viste sig for nogle år siden at være voldsomt fejlbehæftede, og skatterne har været underlagt et omdiskuteret skattestop, som nu udløber. Derfor blev hele systemet med vurderingerne og de konkrete skatteregninger til boligejerne så at sige frosset ned, mens et nyt system blev bygget.