Ledelsen i Mærsks tidligere våbenfabrik DISA var ivrig efter at få lov til at fragte våben for millioner af kroner til det krigshærgede land Indonesien under Den Kolde Krig.
Så ivrig, at det danske våbenselskab – i folkemunde omtalt som Riffelsyndikatet – ad flere omgange i 50erne og 60erne holdt møder med en repræsentant fra Udenrigsministeriet og henvendte sig til de danske myndigheder gennem en række breve, hvor emnet blev taget op.
Formålet var at få de danske myndigheder til at fjerne blokaderne for våbeneksport til landet, som på det tidspunkt stod midt i et blodigt oprør og på kanten af et af verdenshistoriens mest brutale folkemord, der kostede op mod en million menneskeliv.
Og det lykkedes.
Blandt andet mødtes fire indflydelsesrige aktører, deriblandt Danmarks ambassadør i Indonesien, til en frokost i 1957 for at drøfte den højspændte situation, og »mulighederne for opnåelse af forlænget eller fornyet udførselstilladelse« til Indonesien. På dette tidspunkt havde Indonesien allerede købt DISA-våben for syv millioner dollar, hvilket ville svare til 685 millioner kroner i dag.
Det viser en intern rapport fra den danske våbenfabrik. Rapporten er en del af de tusindvis af hidtil ukendte dokumenter, der ifølge eksperter kaster et helt nyt lys over omfanget af DISAs globale våbenhandel, som Berlingske har beskrevet i en række artikler.
Steen Andersen, seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet, omtaler våbenhandlerne som en tilføjelse til danmarkshistorien, og at det »skriger på en større undersøgelse af Danmarks rolle under Den Kolde Krig«.
»Det her handler ikke bare om en virksomheds våbenhandel. Det handler også om en virksomhed, der lykkedes med at påvirke dansk udenrigspolitik. Det tilføjer et nyt lag til historien, fordi det viser, at Danmark de facto eksporterede våben til krigsførende nationer i 60erne. Og det har vi ikke haft kendskab til før,« siger han.
Dokumenterne viser, at DISA lykkedes med at eksportere våben til Indonesien på trods af, at den danske regering mindst af to omgange – både i 1957 og 1962 – trak våbenselskabets eksporttilladelser tilbage på grund af »en række »uroligheder« af intern art i Indonesien, som foruroligede såvel ministerierne som en del af selskabets ledelse,« står der i et notat fra 1957.
Men det lykkedes altså DISA at genvinde tilladelserne, selvom krigstilstanden i landet ikke ophørte i den omtalte periode.
Ministerier kendte til konflikter
Hvad de nøjagtige årsager var til, at DISA alligevel fik grønt lys til at fragte sine våben til Indonesien, er uklart ud fra materialet. Men dokumenterne viser, at et fragtskib lagde fra kaj i København i maj 1957 med de første danske våben til Indonesiens flyvevåben.
Dokumenter fra arkivmaterialet viser yderligere, at Udenrigsministeriets daværende direktør, jurist Poul Fischer, havde direkte samtaler med en indonesisk udsendt om leveringsproblemer i 1962.
Ifølge Steen Andersen giver materialet indtryk af, at ministeriet har holdt nøje øje med, hvad der foregik i Indonesien, og at DISA havde tæt korrespondance med centrale beslutningstagere hos de danske myndigheder.
»Virksomheder er jo selvfølgelig sat i verden for at sælge deres produkter. Men her opstår et krydsfelt mellem virksomhedens privatøkonomiske interesser og så de danske udenrigspolitiske interesser. Siden den Spanske Borgerkrig var retningslinjerne, at man ikke måtte eksportere våben til en krigsførende nation. Og det forsøgte DISA at påvirke,« siger Steen Andersen:
»Derfor råber det på en granskning af, hvad der er foregået. For det bemærkelsesværdige er, at Udenrigsministeriet med dets viden om konflikterne alligevel gav eksporttilladelser,« tilføjer han.
Geoffrey Robinson er professor ved det amerikanske universitet UCLAs historiske fakultet og har forsket i det indonesiske folkedrab. Han er overrasket over det omfattende danske våbensalg til Indonesien og omtaler det som ny viden.
»Man skal huske, at der ikke blev talt om menneskerettigheder i 50erne og 60erne. Men jeg mener, at det stadig er vigtigt for folk at se, at stater som Danmark – pæne demokratier – også solgte våben til krige og konflikter, hvor massevis af civile ofre med al sandsynlighed er blevet skudt med DISAs våben. Derfor er informationerne vigtige at få frem i dag, for det handler om at være ærlig om sin historie,« siger han.
Ingen våben til krig
Indonesien var i midten af det forrige århundrede blevet en lukrativ samhandelspartner for den danske våbenfabrik. Frem til 1957 havde landet alene købt DISA-våben for syv millioner dollar, og i 1959 indgik de en ny kontrakt på tre millioner dollar, fremgår det af DISAs egne interne dokumenter.
Det gør Indonesien til en af DISAs absolutte storkunder på daværende tidspunkt.
I 1957 havde DISA indgået en ny langtidskontrakt med Indonesien, som betød løbende våbenforsyninger til landet frem til 1962. Den danske våbenfabrik skulle levere tusindvis af våben, heriblandt maskingeværer, millioner af patroner og specialdesignede mortergranater, som passede »bedre til den lille indonesiske soldat«. Den sidste betaling for våbenleverancerne gik ifølge bankpapirer ind på DISAs konto i 1964.
Men kontrakten kom til at hænge i en tynd tråd, fremgår det af breve, notater og rapporter fra Rigsarkivet.
For i samme måned, som det første fragtskib med våben skulle sætte kursen mod Sydøstasien, erklærede Indonesiens regering krigs- og belejringstilstand i hele landet i marts 1957.
Urolighederne fik prompte Handelsministeriet i Danmark til at trække DISAs udstedte eksporttilladelse tilbage. Det betød, at kontrakten med Indonesien kunne falde til jorden på et tidspunkt, hvor våbenproduktionen var sat i gang, og millioner af kroner kunne derfor gå tabt.
For at kunne levere våben til udlandet, krævede det en eksporttilladelse fra den danske regering. Dokumenterne viser, hvordan hele tre ministerier – Udenrigsministeriet, Handelsministeriet og Justitsministeriet – på kort tid blev involveret i selskabets ambitioner om at sælge våben til det krigsramte land.
I et brev af 14. marts 1957 ridsede DISA selv op, at det i de daværende regler for våbeneksport til udlandet var en »betingelse, at forholdene i vedkommende importland er rolige, dvs., at der ikke er krigstilstand eller at landet er indviklet i en konflikt, der kan befrygtes at udvikle sig til krig (...)«.
»Man må jo sige, at der langt fra var tale om fredelige forhold i Indonesien på det her tidspunkt, og det er også derfor, at myndighederne har trukket tilladelsen tilbage. Oplysningerne bekræfter, at DISA har været ivrige efter at få mulighed for at få afsat deres våben efterfølgende,« siger Martin Jes Iversen, lektor i økonomisk historie på CBS.
Våben til sammenstød ved grænsen
Ifølge arkivmaterialet var der et løbende samarbejde mellem DISA og Indonesien frem til 1964. Blandt andet kom en indonesisk delegation til Danmark for at underskrive våbenkontrakter med DISA, mens våbenselskabets repræsentant i Fjernøsten omvendt også rejste til den indonesiske ambassade i Vesttyskland for at drøfte det videre samarbejde i 1962, da eksporttilladelsen for anden gang var blevet trukket tilbage.
Her mødte DISAs repræsentant den indonesiske oberst Donald Pandjaitan, der meddelte, at Indonesien ville annullere en våbenkontrakt, hvis ikke DISA snart kunne begynde at levere våben. Pandjaitan ønskede selv at få en samtale med »den danske regering om leveringsspørgsmålet« ifølge et mødereferat.
»Jeg meddelte, at Danmarks stilling i anledning af urolighederne i Indonesien ikke var et særtilfælde, idet det altid har været en regel, at den danske regering inddrager allerede givne tilladelser og heller ikke bevilger nye, så længe der er krig eller militære uroligheder i et land,« skrev DISAs repræsentant i referatet.
I øriget Indonesien var en række forskellige konflikter under opsejling i 50erne. Landet havde i blot få år været en selvstændig stat, efter at have brudt med kolonimagten Holland, og Indonesien blev nu styret fra hovedøen Java. Imidlertid var et oprør begyndt på de fem andre øer, da man var stærkt utilfreds med de etniske og politiske mindretals mangel på indflydelse på magten.
Sideløbende var der blodige sammenstød mellem indonesiske og britiske tropper, der med hjælp fra USA og Australien – altså Danmarks allierede – kæmpede ved grænsen til det, der senere skulle blive til Malaysia.
»Jeg er aldrig før stødt på, at der skulle være brugt danske våben i konflikterne og krigene i Indonesien,« siger Geoffry Robinson, som har set en række af de fortroligtstemplede dokumenter.
»Våbnene er med stor sandsynlighed blevet brugt mod Indonesiens egne borgere og oprørere og under kampene ved den malaysiske grænse. Det vil sige mod andre vestlige lande. Deres regeringer ville nok ikke have brudt sig om, at DISA solgte våben til den indonesiske regering, som de kæmpede imod,« tilføjer han.
I de følgende år udviklede spændingerne sig, og i 1965 udløste det et af verdenshistoriens mest brutale folkemord, der kostede op mod en million menneskeliv. Primært blev Indonesiens kommunister udryddet. Folkemordet begyndte med kidnapningen og henrettelserne af seks højtstående militærchefer, herunder obersten Pandjaitan, som DISA få år forinden havde mødt i Vesttyskland.
»Den her begivenhed siger alt om, hvem DISA har handlet med. Det viser, at selskabet har forhandlet med Indonesiens militære nøgleaktører, og når man sendte sine nøgleaktører, viser det, at DISA var en central leverandør af de elementer, der skulle til for, at indoneserne kunne udkæmpe den her krig,« siger Steen Andersen.
ØK fragtede våben
Mens urolighederne ulmede, forsøgte DISA i en udtalelse til Handelsministeriet i februar 1957 at få lov til at sende sine fragtskibe til Indonesien alligevel. DISA skrev blandt andet, at »fortsættelsen af produktionen er en ubetinget nødvendighed for at undgå, at vort selskab pådrager sig ansvar for kontraktbrud«.
Men da der umiddelbart ikke kom en hurtig løsning, arrangerede DISAs repræsentant i Fjernøsten et frokostmøde med Danmarks kongelige gesandt, datidens ambassadør, Harry Tøyberg-Frandzen i Indonesiens hovedstad, Jakarta, måneden efter.
På mødet deltog også DISAs underdirektør og søofficeren Aage Helgesen Vedel. Vedel var udover sin titel som viceadmiral også bestyrelsesmedlem i den daværende danske handelsgigant ØK – Det Østasiatiske Kompagni.
Indonesien var netop på det tidspunkt i historien et »meget vigtigt og lovende marked for ØK«, fortæller Martin Jes Iversen, lektor i økonomisk historie ved CBS. Det var netop også ØKs fragtskibe, som kort tid efter fragtede DISAs våben til Indonesien. Det viser fragtpapirer blandt Rigsarkivets dokumenter.
»ØK var engagerede i Indonesien, og man havde derfor en forholdsvis stærk dansk repræsentation i landet. ØK var i 50erne og fremefter en form for merkantilt udenrigsministerium, som arbejdede for at etablere handelsmuligheder for danske virksomheder på vanskelige markeder med stort potentiale, blandt andet i Indonesien. Og det lykkedes,« siger Martin Jes Iversen.
På frokostmødet drøftede DISA og ambassadør Tøyberg-Frandzen »mulighederne for opnåelse af forlænget eller fornyet udførselstilladelse«, fremgår det af den interne rapport.
Den danske ambassadør fortalte desuden om krigstilstanden i Indonesien, og de drøftelser han selv havde haft med den indonesiske regering om, hvorfor man havde »så forfærdeligt meget imod at få nogle kommunister i regeringen«.
På baggrund af mødet valgte DISA at søge om fornyet eksporttilladelse og sendte efterfølgende et brev til en højesteretssagfører for at få afklaret sin retlige situation, hvis den manglende tilladelse resulterede i et kontraktbrud. DISA anerkendte i brevet urolighederne i Indonesien, men udtrykte stor bekymring over de økonomiske konsekvenser.
»Vi ville – med vort kendskab til købernes mentalitet – betragte det som katastrofalt for købernes tillid til os og dermed for al fremtidig samhandel, hvis det var blevet køberne bekendt, at den udstedte seks måneders udførselstilladelse allerede fra starten (...) havde en højst betinget gyldighed,« skrev DISA til sagføreren.
Samtidig havde Handelsministeriet givet tilsagn om eksportstøtte til DISAs indonesiske våbenhandler. Også her udtrykte DISA bekymring for, at støtten ville blive trukket tilbage.
»Handelsministeriet synes at være meget utryg ved hele udviklingen og vil måske derfor benytte lejligheden til at 'knibe ud',« skrev DISA til sagføreren.
To måneder senere fik DISA grønt lys til våbeneksporten, og fra maj 1957 og to år frem satte mindst 22 skibe med våben kursen mod Indonesiens hær og luftvåben.
»Det er bemærkelsesværdigt, at de lykkedes med at eksportere våben, efter at eksporttilladelserne først blev trukket tilbage. Krigstilstanden i Indonesien ophørte jo i hvert fald ikke, og derfor er det interessant, at de alligevel fik lov til at sejle afsted,« siger Martin Jes Iversen.
