Medarbejdere blev forfremmet efter korruptionssag i stor dansk virksomhed

Her er de vigtigste businessnyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Finans kunne tidligere på ugen afdække, hvordan FLSmidth var indblandet i en korruptionssag i Tunesien. PR-foto: Erik Hansen

Godmorgen!

Og velkommen til en fredag morgen, der byder på historier om forfremmede medarbejdere efter korruptionssag i industrivirksomheden FLSmidth, coronavirussen, der nu hæmmer dansk skibstrafik, og en Q&A med topforsker bag lukrativ særaftale og ulandshjælp, der i stedet ender i skattely.

Coronavirus rammer danske transportgiganter

Coronavirussen begynder nu at smitte af på verdenshandlen, hvilket rammer flere danske virksomheder. Det går især hårdt ud over Mærsk, og problemerne kan fortsætte langt ind i 2020.

Som følge af virusudbruddet er der opstået store logistikudfordringer, og det rammer nu de danske aktører på skibstransportområdet, hvor Kina er et af de største markeder.

Dansk Erhverv har sammen med konsulenthuset Sea Intelligence undersøgt trafikken med containerskibe mellem Nordeuropa og Asien. Konklusionen var, at der vil være 12 procent mindre trafik mellem uge 5 og uge 12. Det svarer til, at alle containerskibe holdt pause i en uge. I den tid vil der samlet set være 290.000 færre containerskibe på farten.

Priserne er faldet væsentligt sammenlignet med sidste år, og erhvervsmediet Bloomberg peger på Mærsk som en af de mest udsatte. Læs hele historien her.

Q&A med hovedpersonen om lukrativ særaftale på Statens Serum Institut

Berlingske kunne i tosdag fortælle om en fortrolig særaftale, en potentielt meget lukrativ kontrakt med et stort indisk medicinalselskab og en bekymret minister, der vil have kulegravet det, der kan være en sag i en »meget, meget alvorlig skala«.

Sagen har verseret siden jul, hvor administrerende direktør i Statens Serum Institut, Mads Melbye, blev fritaget fra tjeneste.

»Jeg har set forskerens forklaringer, og det får mig ikke til at ændre min opfattelse af sagens alvor,« lød det torsdag fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Topforsker Peter Lawætz Andersen svarer her på en række spørgsmål, primært om den fortrolige særaftale, der er knap 20 år gammel, og som nu bliver undersøgt af statens advokat, Kammeradvokaten.

Penge til fattige ender i skattely

Fem procent af Verdensbankens hjælp til 22 fattige lande ender i skattely, viser et studie fra dansk økonomiprofessor.

Det skriver Børsen i papiravisen fredag.

Professoren er fra Københavns Universitet og hedder Niels Johannesen. Undersøgelsen har taget ham og to medforfattere et år at få udgivet af Verdensbanken.

»Konklusionen er, at en del af hjælpen fra Verdensbanken ender i de forkerte hænder,« siger han.

Studiet viser, at i samme kvartal, som Verdensbanken udbetaler ulandshjælp, ender en stor del af pengene i skattely på konti i Schweiz og Luxembourg.

I 2019 udbetalte Verdensbanken omkring 50 milliarder dollar i forskellige former for støtte, lån og tilskud til nogle af verdens fattigste lande.

Medarbejdere forfremmet efter korruptionssag i FLSmidth

To medarbejdere fra industrivirksomheden FLSmidth havde accepteret at betale to millioner euro – 15 millioner kroner – under bordet i forbindelse med et byggeri af en cementfabrik i Tunesien. Efterfølgende blev først den ene af dem forfremmet, senere også den anden, fremgår det af deres LinkedIn-profiler.

Det skriver Finans.

Mediet afslørede tidligere i denne uge, hvordan FLSmidth er involveret i en korruptionssag. Virksomheden indrømmer, men placerer ansvaret hos de to »sælgere«.

Forfremmelserne får to ledelseseksperter til at mene, at FLSmidth måske ikke tager korruption helt så alvorligt, som man giver udtryk for.

Det holder investorerne øje med:

Chefstrateg hos Nordea Andreas Østerheden holder særligt øje med følgende:

  • I dag er det helt store højdepunkt de foreløbige data for erhvervstilliden (PMI) fra mange store økonomier rundt omkring i verden. Det er vigtigt i forhold til at vurdere det økonomiske opsving, og januar måned bød generelt på fornyet styrke i disse indikatorer. Udbruddet af coronavirussen bør endnu ikke påvirke disse data markant i den udviklede del af verden, og det bliver derfor interessant at se, hvilken styrke disse viser. Disse tal kan være med til at sætte stemningen på markederne, som har handlet lidt sidelæns i løbet af ugen.

  • Der vil også være en række data i form af inflationstal for euroområdet og ikke mindst data for boligmarkedet i USA, som i ugens løb generelt er kommet bedre ud end ventet. Der vil også være enkelte regnskaber, selvom regnskabssæsonen er ved at være ovre flere steder. Bl.a. aflægger forsikringsgiganten Allianz regnskab.

  • Sidst men ikke mindst går en række talere fra både Den amerikanske Centralbank (FED) og Den Europæiske Centralbank (ECB) på talerstolen. Investorerne vil her lytte efter eventuelle detaljer i lyset af seneste referater fra centralbankerne i ugens løb.

Det sker på markederne:

Indeks i procent:

Lukkekurser USA torsdag
Dow Jones -0,4 pct.
S&P 500  0,1 pct.
Nasdaq   -0,7 pct.

Asien
Japan Nikkei  -0,1 pct.
Hong Kong Hang Seng  -0,7 pct.
Kina CSI  0,6 pct.

Indeks kl. 5.30