Mangemilliardær vil sælge sit imperium, hvis han bliver USAs præsident

Mangemilliardær og præsidentkandidat Michael Bloomberg vil sælge erhvervsmediet Bloomberg, hvis han ender på præsidentposten i Det Hvide Hus.

 

Milliardær og tidligere New York-borgmester Michael Bloomberg er trådt sent ind i kampen om at blive USAs næste præsident.

Det er da også næsten 50 år siden, at en kandidat til posten som USAs præsident har valgt ikke at opstille ved de første primærvalg – formentlig fordi dette historisk set har minimeret muligheden for at løbe med sejren.

For at kompensere for fravælgelsen af primærvalgene i Iowa og New Hampshire har Michael Bloomberg hidtil brugt næsten 300 millioner dollar fra sin private pengetank på reklamer og kampagner for at promovere sit kandidatur. Ifølge Forbes agter Michael Bloomberg at bruge cirka 500 millioner dollar på at forsøge at vippe Donald Trump af pinden.

Dette har gjort ham upopulær blandt konkurrenterne, hvor især Bernie Sanders langer ud efter Michael Bloomberg, med anklager om, at han forsøger at købe sig til præsidentposten.

Fra flere sider bliver Michael Bloomberg samtidig anklaget for, at han i sin kamp for at blive præsident ikke kan sikre sig fri og uafhængig journalistik på det erhvervsmedie, som i høj grad har skabt hans formue.

Michael Bloomber, stifter af erhvervsmediet Bloomberg og præsidentkandidat i USA

»For at være helt ærlig så vil jeg ikke have, at alle de journalister, som jeg betaler løn til, kommer til at skrive dårligt om mig.«


Det skriver flere internationale medier, heriblandt CNN og Wall Street Journal.

Michael Bloomberg stiftede finanstjenesten Bloomberg tilbage i 1981. Det dominerende amerikanske erhvervsmedie har gjort Michael Bloomberg til en styrtende rig mand. Ifølge analytikere har mediet Bloomberg en markedsværdi på cirka 60 milliarder dollar, hvilket svarer til cirka 407 milliarder danske kroner. Ifølge Forbes er Michael Bloombergs personlige formue på i omegnen af 55,5 milliarder dollar.

Præsidentposten underkender den frie presse

Anklagen om, at Michael Bloomberg ikke kan sikre en uafhængig journalistik, har han selv skabt skabt grobund for. Det skete, da han i 2018 var i overvejelsesfasen om sit kandidatur og blev interviewet af Radio Iowa om den journalistiske uafhængighed på mediet Bloomberg.

»For at være helt ærlig, vil jeg ikke have, at alle de journalister, som jeg betaler løn til, skriver dårligt om mig,« sagde Michael Bloomberg på daværende tidspunkt til Radio Iowa.

Tidligere har også chefredaktør hos Bloomberg John Micklethwait sendt en besked til de journalistiske medarbejdere om, at »der er ikke nogen grund til at påstå, at dækningen af denne præsidentkampagne vil være let.«

Nu har Michael Bloomberg så valgt at offentliggøre, at han på en og samme tid ikke agter at sidde øverst i erhvervsmediet og i Det Hvide Hus.

»Der skal ikke være nogen form for forvirring om, at hans finansielle beholdning slører for linjen mellem public service og personlig profit,« siger Michael Bloombergs kampagnerådgiver Tim O’brien til CNN.

Michael Bloomberg har til trods for sin sene deltagelse i kapløbet om at blive USAs næste præsident opnået gode resultater. Tre meningsmålinger viser, at et højt antal af amerikanerne ønsker, at han bliver den næste præsident, idet han nu har opnået en tilslutning på 19 procent.

Senere onsdag skal Michael Bloomberg deltage i sin første paneldebat med de øvrige præsidentkandidater.