Mærsk-topchef skal sende det blå Danmark i en grøn retning: »Der skal andre boller på suppen«

Topchefer på stribe melder sig i disse dage ind i kampen for at reducere den danske CO2-udledning. Statsminister Mette Frederiksen (S) har haft held til at få nogle af de helt tunge mænd og kvinder i dansk erhvervsliv til at stille op. Nu melder Mærsks topchef, Søren Skou, sig også på banen.

A.P. Møller - Mærsks topchef, Søren Skou, har meldt sig under fanerne til regeringens kamp for at indfri Danmarks ambitiøse klimamål. Arkivfoto Ida Marie Odgaard

Topchefer på stribe melder sig under fanen som løjtnanter i regeringens kamp for at nå i mål med Danmarks ambitiøse klimamålsætning.

Nyeste navn på listen er topchefen i A.P. Møller - Mærsk, Søren Skou, som skal stå i spidsen for regeringens klimapartnerskab for »Det Blå Danmark« og dermed være med til at trække den danske shipping- og skibsbranche i en grøn retning.