Novo-formand advarer: Regeringens klimamål kan føre til eksport af klimaproblemer og social uro

Radikal adfærdsregulering, social uro og eksport af klimaproblemerne kan blive resultatet af regeringens klimamål om 70 pct. reduktion af CO2-udledningen i Danmark i 2030, mener den tidligere topchef i Novo Nordisk, Lars Rebien Sørensen, der i dag står i spidsen for landets største fond.

Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand for Danmarks største erhvervsdrivende fond målt på formue, står klar med store millionbeløb til forskning i grøn omstilling inden for blandt andet fødevare- og planteproduktion. Men han er bekymret for, at for ensidig fokus på regeringens 70 procents klimamålsætning skal komme i vejen for de løsninger, forskningen kan levere. Thomas Lekfeldt

En af dansk erhvervslivs erfarne kæmper, Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden og tidligere mangeårig topchef i medicinalkoncernen Novo Nordisk, sætter nu spørgsmålstegn ved regeringens ambition om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 pct. i 2030.

Målsætningen bakkes op af et næsten enigt folketing, Dansk Industri, fagbevægelsen og en række andre organisationer og virksomheder. Men Lars Rebien Sørensen advarer i et interview til Berlingske om, at radikal adfærdsregulering med risiko for social uro til følge samt eksport af klimaproblemer til andre lande risikerer at blive konsekvensen af et for ensidigt fokus på de 70 procent.