Kvinder investerer mere, men er langt bagud: »Det er rigtig, rigtig mange penge«

Kvinder har i høj grad gjort deres indtog på aktiemarkedet. Men der er stadig langt op til mændenes niveau. Det har konsekvenser for kvinderne og frarøver dem økonomisk frihed, sikkerhed og en god alderdom. Eksperter opfordrer kvinder til at tage sagen i egen hånd.

På trods af at kvinder er dygtige investorer, er der færre, der investerer, og der er stadig lang vej til mændenes niveau. »Men det er ikke en naturlov, at det skal være sådan«, siger en forbrugerøkonom. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Thomas Lekfeldt

For Nynne Poulsens vedkommende var det egentlig tilfældigheder, der gjorde, at hun fik smag for investering.

Det var først, da hendes bror en sommer fortalte begejstret om mulighederne, at hun blev nysgerrig. Det fik hende til selv at undersøge sagen, og hun gik i gang med sin første investering for snart tre år siden.