Købers bank stak en kæp i hjulet: Pernille kan alligevel ikke sælge sin andelsbolig

Pernille var millimeter fra at sælge sin andelsbolig, men så kom den nye boliglov i vejen. Købers bank advarede mod stort værditab, og så fik køber kolde fødder.

Pernille Schioldan Andersen havde egentligt solgt sin andelslejlighed på Vesterbro, men på grund af regeringens nye boliglov er handlen nu faldet på gulvet. Jens Astrup

Det hele var faldet i hak. Pernille Andersen og Emil Østerlin havde aftalt, at han skulle købe hendes toværelses andelsbolig på Vesterbro. De manglede blot vurderingen af, hvad han skulle betale for løsøre. Men så kom den nye boliglov i vejen. Nu er handlen aflyst. Og Pernille Andersen er mildest talt paf:

»Det kom rigtig meget bag på mig. Jeg har boet her i syv år, og det har aldrig været svært at sælge en andelslejlighed her. Folk har stået i kø for at købe. Nu har jeg mistet min køber,« siger Pernille Andersen.