Frederiksbergs borgmester og viceborgmester er enige trods partiskel: Andelsboligmarkedet er blevet for dyrt

Både den konservative borgmester og den socialdemokratiske viceborgmester på Frederiksberg peger på, at priserne på andelsboligmarkedet er kommet for højt op de senere år, og at man er kommet for langt væk fra den oprindelige andelstanke. Men de er ikke enige om, hvad man skal gøre ved det. Borgmester Simon Aggesen (K) mener, at den nye boligaftale er godt nyt for lejerne på Frederiksberg, mens andelshaverne bliver »tabt på perronen«. Den socialdemokratiske viceborgmester, Michael Vindfeldt, er godt tilfreds med aftalen, men efterlyser et helt nyt system for værdisætning af andelsboliger.

Borgmester Simon Aggesen (K) frygter, at de omkring 30 pct. af borgerne på Frederiksberg, der bor i andelsbolig, bliver »tabt på perronen« med den boligaftale, som et flertal i Folketinget nåede til enighed om i sidste uge. Niels Ahlmann Olesen

Næsten hver tredje bolig på Frederiksberg er en andelsbolig. Derfor har det også stor bevågenhed hos borgmester Simon Aggesen (K), når flere banker melder ud, at der kan være betydelige værditab på vej på andelsboligmarkedet som følge af den Blackstone-aftale, som regeringen vedtog sammen med SF, Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti i sidste uge.

Han frygter, at andelshaverne som konsekvens af indgrebet bliver »tabt på perronen« i bestræbelserne på at sikre billigere lejeboliger.