Overdommerne er tilbage i denne uge med erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen ved styrepinden for nedturene, mens journalist og kommentator Birgitte Erhardtsen bestyrer opturene. Hvis overdommerne disponerede over en frisk torsk, skulle den sendes til rektor for Lyngby Handelsgymnasium, som truer en elev, der har dristet sig til at kritisere medstuderende for at være dovne. Den gode rektor forstår ikke, at dansk erhvervsliv ikke har brug for politisk korrekte soldater, der retter ind, når chefen farer i blækhuset. Ugens optur går til Danske Banks topchef Chris Vogelzang for hans garanti mod negative renter. Og det til trods for, at han har flere ting på generaliebladet, som trækker nedad.
UGENS NEDTURE
1. Rektoren på Lyngby Handelsgymnasium står til en advarsel
Overdommerne har med stigende konsternation fulgt sagen fra Lyngby Handelsgymnasium, hvor eleven Katrine Fischer (billedet) har formastet sig til at skrive et kritisk læserbrev til Berlingske om »dovne og respektløse« klassekammerater. Skolens rektor, Pernille Bogø Bach, svarede igen mod Fischer med en skriftlig advarsel og mulige skrappere sanktioner, altså en trussel om at blive smidt ud. Sanktionen gælder også, hvis Katrine Fischer udtaler sig om advarslen, hvilket hun heldigvis ikke lader sig skræmme af.