Kapitalfondskongen står i spidsen for et nyt ekspertpanel med tunge erhvervsprofiler ombord
Han bliver kaldt »kapitalfondskongen«, han vakte opsigt med en milliardinvestering og står i spidsen for et panel, der i denne uge kom med forslag til, hvordan dansk erhvervsliv kan komme op at køre igen i kølvandet på coronakrisen.
Christian Frigast, formand for Danmarks største kapitalfond, Axcel, står i spidsen for et ekspertpanel, der fremlagde ti konkrete anbefalinger til, hvordan vi i Danmark sikrer den bedste genopbygning af dansk erhvervsliv. Oscar Scott Carl
Googler man Christian Frigast, vælter det frem med artikler om »kapitalfondskongen«.
Betegnelsen har han opnået som formand for Danmarks største kapitalfond, Axcel.
En kapitalfond, Christian Frigast selv var med til at grundlægge i midten af 1990erne, og som følge af succesfulde investeringer og høje afkast til sine investorer hurtigt voksede til en af de største af slagsen i Norden.
Et af de helt store scoop undervejs var investeringen i den i dag børsnoterede globale smykkekoncern Pandora, som Axcel i 2008 købte 60 procent af for under to mia. kroner.
Kun to år senere lykkedes det at børsnotere selskabet til en samlet værdi af 27 mia. kroner, og i lang tid fortsatte kursen opad efter den succesfulde børsnotering.
Resultatet betød, at Axcel, der løbende solgte ud af aktien under opturen, mangedoblede sin oprindelige investering, der er endt som en af de bedste investeringer nogensinde i en europæisk kapitalfond. Overskuddet lå i omegnen af 20 mia. kroner for Axcel og dens investorer.
Christian Frigast selv var ledende partner i Axcel frem til 2016, og selv om dåbsattesten med hastige skridt nærmer sig de 70 år, er han som bestyrelsesformand fortsat en særdeles aktiv del af fondens hverdag.
Det er han også i brancheforeningen for venture- og kapitalfonde samt i investornetværket Business Angels (DVCA), hvor han i foråret 2019 blev udpeget til ny formand.
I spidsen for panel
Så sent som i mandagens udgave af Berlingske stod han i spidsen for i DVCA-regi at have samlet en række af landets tungeste erhvervsprofiler i et såkaldt »advisory board«.
Ekspertpanelet fremlagde her ti konkrete anbefalinger til, hvordan vi i Danmark sikrer den bedste genopbygning af dansk erhvervsliv i kølvandet på coronakrisens økonomiske hærgen.
»Det afgørende er, at man bør sætte den meget positive ambition for Danmark, at vi skal blive det land i EU, der har forbedret sin konkurrenceposition mest i løbet af coronakrisen. Og når ambitionen er sat: Dimensionere alle indsatser efter at nå pejlemærket,« sagde formanden for DVCA, Christan Frigast.
Ud over den drevne kapitalfondsmand består panelet af folk som PFA-topchef Allan Polack, nuværende Danske Bank-direktør og kommende ISS-topchef Jacob Aarup-Andersen og økonomiprofessor og tidligere vismand Nina Smith.
Ud over anbefalingen om at sætte en overordnet ambition om, at Danmark bliver det land i EU, der forbedrer sin konkurrenceposition mest i løbet af coronakrisen, slog panelet også på tromme for at en fond med privat kapital og statslig garantistillelse. At man bør give mulighed for investeringer i venture- og kapitalfonde under VSO og aktiesparekontoen og indrette aktiesparekontoen som den svenske investeringssparkonto. At man skal bruge krisen til at få opkvalificeret ledige til et nyt arbejdsmarked, og at klimaindsatsen skal prioriteres efter, hvad der kan skabe flest job og økonomisk vækst i Danmark inden for en periode på et til to år.
Anbefalingerne blev mødt med positive toner på højeste niveau på Christiansborg af både finansminister Nicolai Wammen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S).