Pengene vælter ind hos »kapitalfondskongen«

Han er blevet kaldt kapitalfondskonge – og Christian Frigast fortsætter med at leve op sit navn. Han skovler kapital ind i sin virksomhed, viser det seneste regnskab fra Frigast A/S.

Foto: Malene Anthony Nielsen. Christian Frigast havde endnu et godt år med sit selskab Frigast A/S
Læs mere
Fold sammen

Christian Frigast, formand for kapitalfonden Axcel, kom ud af 2017 med endnu et stort overskud. Hele 61 mio. kroner kom der ind i kassen, hvoraf han trækker 18. mio. kroner ud til sig selv, viser det nye regnskab for hans personlige selskab Frigast A/S.

Frigast var med til at stifte den største danske kapitalfond Axcel i 1994, og det har siden vist sig at være en usædvanlig god forretning. I 2015 gik han af som daglig leder og er nu partner og formand for managementselskabet bag Axcel.

Regnskabet viser, at Frigast i 2017 har trukket 18 mio. kroner ud til sig selv i ekstraordinært udbytte. Hvad pengene skal bruges til fremgår ikke. Siden 2014 har Frigast dermed trukket 108 mio. kroner ud af sit selskab.

Men trods de store udbytter har Frigast i dag en egenkapital på mere end 650 mio. kroner.

Langt den største del af formuen har Christian Frigast skabt på Axcels guldrandede investering i smykkeselskabet Pandora, hvor Frigast stadig er næstformand.

Investeringen i Pandora tilbage i 2008 er med længder den bedste danske kapitalfondsinvestering nogensinde og blandt de bedste i Europa. Her skabte Axcel et overskud på ca. 20 mia. kroner, efter at Axcel for ti år siden blot betalte 1,8 mia. kroner for 60 pct. af aktierne i virksomheden. Axcel børsnoterede blot to år efter smykkesuccesen til 27 mia. kroner.

Christian Frigast arbejder i dag fra et kontorfælleskab i Amaliegade, hvor blandt andre Danske Banks bestyrelsesformand, Ole Andersen, Nordeas forhenværende topchef Christian Clausen og Jim Hagemann Snabe, bestyrelsesformand for A.P. Møller - Mærsk også arbejder fra.

Christian Frigast er ikke vendt tilbage på Berlingskes henvendelse.