IMF-chef: Vi må forberede os på en ny finanskrise

Chefen for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, vil ikke udelukke muligheden af en ny finanskrise.

Chefen for den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), Janet Yellen, sagde i juni, at en ny finanskrise, som den vi så i 2008, ikke er sandsynlig i vor levetid. Under en konference i Dubrovnik tirsdag, gav chefen for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, udtryk for en anden opfattelse.

»Jeg planlægger at få et langt liv, og det håber jeg også, hun (Yellen) får, så jeg ville ikke sætte mine penge på, at vi ikke ser en ny krise. Der er tale om cyklusser, og jeg vil ikke udelukke, at muligheden foreligger,« sagde Lagarde til CNBC.

Hun påpegede, at finansielle kriser er uforudsigelige og opfordrede finansministerierne og andre beslutningstagere til at være varsomme og forberede sig på fremtiden.

Når vi mindst venter det

Lagarde påpegede vigtigheden af, at man er forberedt, og at den finansielle sektor er overvåget på forsvarlig vis. Bundsolide institutioner, som opererer med tilstrækkelige vide marginer til at kunne forsvare sig mod en potentiel krise, er afgørende for fremtiden, sagde hun.

»Hvor den kommer fra, i hvilken form, hvor global og bred den er, vil kun tiden kunne vise. Men den kommer typisk nok, når vi mindst venter det,« sagde IMF-chefen til CNBC.

Lagarde påpegede dermed, at Yellen kunne være lidt for tidligt ude med sin udelukkelse af en ny krise i vor levetid.

Positiv Yellen

Yellen sagde på sin side, at det ikke er sandsynligt med en ny krise i vor livetid af samme type som den, vi så i 2008. Hun mener, at bankerne er stærkere og har lært af deres fejl - og det skulle så føre til en mere solid finanssektor.

Sat på spidsen var krisen forårsaget af alt for høj risiko i bankernes udlånsstrategier, som blev pakket ind i værdipapirer og solgt på Wall Street. Fed-chefen mener, at systemet er langt mere sikkert i dag, og at bankerne har lært lektien. Hun understregede også, at centralbanken er meget mere opmærksomme på svagheder i systemet end tidligere.

»Vi gør meget mere end øjet ser, når det gælder at opfange faremomenter i områder, som er uden for vores kontrol. Dette gør vi for at kunne opfange trusler mod den økonomiske stabilitet, som kan være på vej,« konstaterede hun over for CNBC.