I Nordre Toldbod flyver de stadig højt trods corona: »Der er intet hokuspokus«

Vandflyveren har overlevet coronakrisen, og direktør tror på lys fremtid. I første omgang satser selskabet på øturisme, og et nyt fly vil efter planen blive føjet til næste år. Det er en god og sund lille forretning, lyder det fra direktør.

I Nordre Toldbod, hvor vandflyveren, der primært fragter forretningsfolk mellem Aarhus og København, holder til, har coronakrisen ikke slukket drømmene om flere flyvere og timedrift mellem landets største byer. Asger Ladefoged

Verden over har store dele af flytrafikken været lukket ned. Og mens diskussion om mundbind i lufthavne og mere plads i flyverne, rejserestriktioner og grænselukninger har været genstand for heftig debat, har alverdens flyselskaber tabt svimlende summer – som herhjemme, hvor SAS har tabt milliarder, og branchen står til at fyre tusindvis af ansatte.

Der er sågar blevet talt om et kollaps i luftfartsindustrien, der ifølge flere iagttagere tidligst om et år – hvis nogensinde – vil komme op på samme antal afgange som før coronapandemien.