Grundfos-arving tager styringen: Håndbold, jagt og royale forbindelser

Grundfos-stifterens barnebarn, Poul Due Jensen, overtager nu topchefposten i Grundfos. Den 48-årige tidligere professionelle håndboldspiller er blevet mødt med skepsis, men er ikke sådan at spille af banen.

Grundfos' nye topchef, Poul Due Jensen, rykkede i 2015 tættere på rampelyset og ansvaret som øverste chef for salg, markedsføring og service. Det skete med velkæmmet hår og med det uundværlige lommetørklæde i jakkens brystlomme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

48-årige Poul Due Jensen rykkede tirsdag ind i hjørnekontoret i Grundfos' hovedkvarter, som ligger i Bjerringbro på Poul Due Jensens Vej opkaldt efter hans farfar og stifter af Grundfos. Her tager han over efter selskabets topchef gennem seks år, Mads Nipper, der rykker videre som adm. direktør i energikoncernen Ørsted.

Indtil for få år siden ville mange iagttagere have ment, at Poul Due Jensen ikke var i stand til at overtage styringen med den store midtjyske fonds- og familieejede pumpeproducent. At han »ikke havde det, der skulle til«.

Men Poul Due Jensen har ikke været sådan at spille af banen.

Vendepunktet kom, da han i 2015 rykkede tættere på rampelyset og ansvaret som øverste chef for salg, markedsføring og service og med velkæmmet hår, jakkesæt og det uundværlige lommetørklæde i brystlommen fik sæde i koncernledelsen.

Håndbold, gymnasium og hustru i Bjerringbro

Poul Due Jensen er født og opvokset i Bjerringbro og har fået Grundfos ind med modermælken. Familien boede i en stor 1970er-villa lige over for Grundfos' hovedkontor, så Poul Due Jensen vil fremover kunne se næsten lige ned på barndomshjemmet, der i dag fungerer som gæstehus og mødefacilitet.

Poul Due Jensen, der taler med uforfalsket midtjysk accent, gik i skole i Bjerringbro, spillede håndbold – en overgang som professionel – i den lokale håndboldklub, gik på det lokale gymnasium og mødte sin hustru, Annette, på et lokalt diskotek. Senere rykkede han til Aarhus for at læse på Handelshøjskolen (Aarhus Business School i dag, red.), og arbejdede også en periode som salgsleder i Computerstore.

I 1997 gjorde han sin entré hos Grundfos. Han begyndte som trainee, men indtog snart lederpositioner i selskabet og flyttede i 2000 – samme år, som han blev gift med Annette – til udlandet. Han har arbejdet i Canada, Østrig, USA og Singapore stort set ubemærket i offentligheden, men han vidste godt, at der blev holdt øje med ham.

»Der ligger et unyttigt pres på mig«

I 2014 flyttede han hjem til Danmark og i 2015 hentede Mads Nipper, der nyligt var tiltrådt som topchef, ham ind i koncernledelsen.

»Der ligger et unyttigt pres på mig, fordi folk forbinder det at være arving med noget stort og vildt. Det er ikke noget, jeg tænker meget over. Jeg hedder Poul. Jeg er den, jeg er. Og jeg har sjældent haft fine fornemmelser,« sagde han i et stort interview til Børsen fra 2014.

Som ansvarlig for salg, marketing og serviceforretningen har Poul Due Jensen spillet en vigtig rolle i den omstilling af Grundfos, som sket de senere år. Grundfos har skullet genoprette indtjeningen og sætte fart i salgsvæksten, samtidig med at selskabets salgsteam har skullet vænne sig til ikke kun at sælge individuelle pumper, men at sælge de løsninger – ofte med et digitalt tvist – som kunderne efterspørger. Dette har krævet store forandringer og det ikke mindst i salgsafdelingen.

Allerede tilbage i maj i år begyndte rygterne om, at Poul Due Jensen kunne være på vej til at overtage styringen i selskabet, godt hjulpet på vej af et stort interview i Finans, hvor han »trådte i karakter« og erklærede sig parat til at kæmpe for Grundfos resten af livet.

Tirsdag blev han så udnævnt til topchef og tager dermed magten i den 75 år gamle industrivirksomhed, som hans farfar stiftede. At det bliver Poul Due Jensen, der overtager posten, kommer  ikke bag manden, han afløser.

»Poul er gået fra at være en superdygtig salgsdirektør til at være en rundet leder med indsigt i alle kroge af virksomheden. Så ja, jeg havde bestemt set det komme,« siger Mads Nipper til Børsen.

Royale forbindelser

Poul Due Jensen bor med sin hustru og sine to børn, Niels Victor på 15 og Zia på 18, i Sejs ved Silkeborg i et hus, som familien selv har fået bygget, og som har udsigt over Julsø.

Poul Due Jensen er stadig at finde på tilskuerpladserne til vigtige håndboldkampe, hvor Grundfos ofte er medsponsor, men ellers bruger han en stor del af sin fritid på at dyrke sine interesser for jagt og fiskeri.

Interessen for jagt deler han med blandt andre kronprins Frederik, og Poul Due Jensen har gentagne gange været at finde blandt gæsterne til Kronprinsens jagter. I ganske få uger var hofchefen ved Kronprinsparrets Hof, Christian Schønau, ligefrem formand for Poul Due Jensens Fond, som ejer knap 88 procent af Grundfos, og hvor Poul Due Jensen var næstformand. Efter skarp kritik fra flere sider måtte Schønau dog opgive posten.